Smørumovre – Edelgave – Hove Overdrev – Hove – Smørumovre
Af Georg Strong
Cykling er sundt. Men det er også nemt at gøre et holdt og se på omgivelserne. Så hop på cyklen og prøv at opleve lidt af lokalhistorien fra cyklen. I denne artikel fortælles lidt om, hvad du kan se på turen i trekanten – Smørumovre, Nybølle, Hove, Smørumovre.
Turen er på ca. 11 km.
Kort over turen:
Start ved Smørum kirke ①, der ligger på Kirkevangen 4, 2765 Smørum. Der er parkeringsplads ved kirken, hvis du kommer i bil medbringende din cykel. På den videre tur er parkering af bil meget begrænset.
Kirken er fra cirka 1170. Hvem der har opført kirken vides ikke med sikkerhed. Gå eventuelt en tur på kirkegården. Den er delt i 2 – den gamle i traditionelt udtryk og den nye afdeling, som er udlagt med et naturudtryk.
Hvis der er åbent til kirken, så er den et besøg værd. Der er nogle flotte kalkmalerier. Hvis du går op ved alteret med ansigtet vendt ud i kirken og kigger op, vil du se et ret specielt kalkmaleri.
Så går det videre på cyklen mod Smørumovre (til venstre når du kommer ud fra kirkegården). Drej til højre oppe ved T-krydset ad Smørum Bygade. Efter kort tid kommer på højre hånd et gult hus, der ligger vinkelret på vejen. Det er Smørum gamle Skole ②. Skolen blev bygget for foranledning af Frederik Tutein – godsejer på Edelgave. Den stod færdig i 1860. Ledøje-Smørum kommune har også brugt bygningen til kommunekontor og møder. Fra 1959 ophørte den helt med at være skole. I dag er der lokalarkiv og museum i bygningen, som Egedal kommune ejer.
Lige efter skolen ligger Smørumovres gadekær. Dernæst kommer det gamle kro-hus ③ (skilt på huset), som går tilbage til 1680. Der har også været købmand i bygningen. Kroen ophørte i 1992 og er i dag i privat bolig.
Skråt overfor kro-huset i nummer 28 lå smedjen ④ i gamle dage. Længere nede af gaden kommer et stort rødt hus ⑤. Der har været købmand førhen. Der går også en sti til Veksø (over markerne) lige her.
Bemærk i øvrigt hvor landsbyagtig Smørumovre stadig er.
Vi fortsætter og ved krydset holder vi til venstre og kører af Edelgavevej. Hvis du kører om sommeren, så bemærk duften af marker og landbrug.
Efter lidt tid kommer vi til Edelgave Huse ⑥. Det er en spredt bebyggelse, som er opstået i tilknytning til Edelgave Gods. Lige inden vi når til den lille bro ⑦ over Grønsø å, er der en række huse, som er tidligere landarbejderboliger fra slutningen af 1800-tallet. De tilhørte Edelgave Gods. Broen ser måske ikke ud af så meget, men inden i betonen er faktisk en gammel vejstenskiste af groft hugget granit. Grønsø å har i øvrigt forsynet Edelgave Gods med vandkraft for år tilbage. Rester af mølledam kan ses vest for vejen (til højre).
Indkørsel til Edelgave Gods ⑧ kommer til højre lige efter broen. Der er ikke offentlig adgang til godset! Men du kan kaste et kig indad ad alléen til godset. Edelgave Gods bygninger er fra 1782, hvor de blev opført efter en brand på godset, som går tilbage til 1600-talet.
Vi kører lidt videre og kort efter kommer en grusvej på venstre hånd. Den skal vi et smut nedad. Kør cirka 200 meget. På venstre side kommer voldstedet Smørholm ⑨.
Da der er opdyrket jord omkring, kan du ikke altid komme helt ind til stedet. Der står en infotavle inde ved anlægget. Det er resterne af en middelalderlig storgård. Anlægget er 120 x 70 meter. Storgården har f.eks. været i den kendte middelalderslægt Hvides eje.
Kør tilbage af grusvejen til Edelgavevej. Fortsæt til venstre og nyd den flotte allé ⑩ af træer. Men vær meget opmærksom på biler, da vejen er smal og der er meget dårlig oversigt på vejen. Gør holdt på toppen af bakken og gå ind og se Gyngehøj ⑪.
Her er en flot udsigt over området og til Edelgave, men også mange træer, der spærrer for udsigten. Gravhøjen er 28 meter bred og 4 meter høj og stammer fra bronzealderen. Den blev i 1800-tallet omdannet til et haveanlæg. Der er en infotavle ved gravhøjen, der viser lidt om stedet.
Fortsæt videre af alléen. Markerne til højre var blandt andet skueplads for nedkastninger ⑫ af forsyninger til de Danske modstandsfolk under anden verdenskrig. I nattens mørke var modstandsfolkene parate til at modtage. De tændte svage lys på marken, så flyveren kunne finde dem. Pludselig er flyveren der, og kaster tingene ud i faldskærme. Modstandsfolkene må meget hurtigt bjærge tingene og køre væk straks, inden Tyskerne opdagede noget.
Kør videre af Edelgavevej. Efter kort tid kommer Overdrevsvej og der drejes til højre. Bemærk drivhusene ⑬ på venstre side af vejen. Der har været adskillige gartnerier i Ledøje-Smørum før hen. Nu er der ikke ret mange tilbage. Der begynder komme træer, medens der køres ad Overdrevsvej i Hove Overdrev. Bemærk undervejs stråtækte huse undervejs. På et tidspunkt kommer et skilt på venstre side af vejen, der viser vej til Put and Take fiskeri – Hove Fiskepark. Den er oprettet i en tidligere kalkgrav. Den blev lukket og fiskeparken blev startet i 1975. Der er en bid vej ned til stedet.
Fortsæt af Overdrevsvej. Efter kort tid forlades Hove Overdrev og det er åbent terræn. Der kommer en bænk på højre side af vejen. Gør holdt der. Kig mod venstre, hvor Hove senderen ⑭ knejser på marken.
Den 318 meter høje sendemast er opført i 1987 i forbindelse med etablering af et sendenet for TV2. Anvendes til TV signal, radio og andet. Nyd også den flotte udsigt og markerne.
Fortsæt af Overdrevsvej mod Hove. Når du kommer til Hove, så drej til venstre ad Hove Gadekærsvej (blind vej). Oplev gadekær ⑮ og husene i dette idylliske miljø, der bringer tankerne tilbage i tiden. Hove landsby kendes helt tilbage til 1200-tallet.
Kør samme vej tilbage og kryds Overdrevsvejen og fortsæt af Hove Bygade. På højre side kommer hurtigt Buehøjgård, som er en fin møbelforretning. Tilbage i middelalderen havde biskop Absalon en gård lige her omkring. Men den findes ikke mere. Skråt over for Buehøjgård ligger et hus (nr. 7). Her lå Hoves købmandshandel ⑯ og der var også benzintank knyttet til. Straks efter til højre ligger en gravhøj inde i en privat have. Det er Buehøj. Ifølge et savn skal Kong Bue ligge begravet her. Men bronzealder gravhøjen er aldrig blevet udgravet, så der vides faktisk ikke ret meget om den. Desværre er det svært at se gravhøjen ude fra vejen. Lige efter kommer en sidevej Nonnemosen. Gør holdt ved vejkrydset. Der er også en bænk og en infostander. Lige til venstre for vejen Nonnemosen ligger Hove Langdysse ⑰.
Man kan komme ind til den fra Lundevej (fortsættelsen af Hove Bygade), hvor der lige efter krydset er en låge. Der er også en infotavle. Langdyssen er 90 meter lang, så det er en af Sjællands største.
Fortsæt af Nonnemosen (sidevejen til Hove Bygade til højre). Nyd at der er cykelsti og det flotte landskab. Efter nogle sving køres over en lille å. Det er Grønsø å, som du så ved Edelgave. Åen har sit udspring i Ballerup bag Pederstrup og løber ud i Værebro å ikke ret langt fra, hvor du er nu. På den videre tur på Nonnemosevej læg da mærke til de store 400 KV ledninger i de store master ⑱.
De går frem til den store transformerstation i Hove. Højspændingsledninger bliver der stadig færre og færre af (bliver lagt i jorden), så pludselig er de måske historie. Lige før Smørumovre ligger Smørum præstegård til venstre. Den er ny. Førhen var præstegården i Ledøje, men den blev opgivet i 1980 (ny blev bygget i Ledøje). Men før præstegården i Ledøje dannede rammen om præstens bolig, lå en præstegård i Smørumovre. Formentlig der hvor Norskekrogen (ligger oppe bag gadekæret i Smørumovre) er i dag. Så på den måde er præstegården vendt tilbage til Smørumovre.
Drej til venstre i krydset og kør op igennem Smørumovre. Læg mærke til, at der fortsat ligger gårde inden i Smørumovre by. Ved Smørum Bygade nr. 11 (venstre side af vejen) var i gamle dage en koldbager. Karoline hed hun, som fik brød fra Ballerup og havde udsalg af brød her. Smørumovre kan også følges tilbage til middelalderen (1200-tallet). Men hele området omkring Smørum har været befolket meget længere tilbage. Der har været mange gravhøje og nogle er stadig tilbage. Fra Smørum kirke kan ses 4 (Maglehøj, Ørkenhøj, Bavnehøj og Kong Svends høj). Vi fortsætter op ad bakken og drejer til venstre ved kirken af Kirkevangen. Ved kirkemuren lå i gamle dage fattighuset, men det er for længst revet ned.
Her slutter den lille tur om Historien set fra cyklen.
Hvis du gerne vil vide lidt mere, så er nedenstående en række links til mere information om nogle af de steder, du har besøgt på din tur.
① Smørum kirke: https://ls-kirker.dk/page/9357/sm%C3%B8rum-kirke
② Smørum gamle Skole: https://www.lshist.dk/2023/05/05/smoerum-gamle-skole/
③ Smørum kro: http://www.egedalleksikon.dk/index.php/Sm%C3%B8rum_Kro
⑧ Edelgave gods: https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/edelgave
⑨ Smørhold voldsted: https://www.kroneborg.dk/284/sm%C3%B8rholm-voldsted
⑪ Gyngehøj: http://egedalleksikon.dk/index.php/Gyngeh%C3%B8j
⑫ Nedkastning 2. verdenskrig: https://www.lshist.dk/wp-content/uploads/2023/07/Saernummer_Ledoeje-Smoerum_Historisk_forening_05051985.pdf
⑮ Hove landsby: http://egedalleksikon.dk/index.php/Hove
Lidt flere billeder (taget af Georg Strong) fra turen:
Opdateret 14-08-2023