Tag: Ledøje

Kongeligt besøg i Ledøje

Af Inga Nielsen

Kongeligt besøg i Ledøje

Kong Valdemar var ofte på jagt ved Ledøje, og bonden Jens Larsen, som boede her, måtte altid holde sine porte åbne for ham.

En aften var bonden taget til Jonstrup for at stjæle nogle kæppe, som han skulle bruge, når han ville tække sit tag. Da hørte han stærk hundeglam, og først troede han, at det var sognefogedens støvere, der var efter ham, men pludselig sværmede en mængde spættede hunde omkring ham. Deres øjne hang langt ud af hovedet på dem og ned til snuden, og straks så han en rytter komme farende på en hovedløs hest. Hundene forsvandt, og han hørte raslen af lænker, så vidste Jens Larsen godt, at det var kong Valdemar, der var på farten.

Sagnet er gengivet efter Evald Tang Kristensens ”Danske Sagn II” side 113, og det er et af 49 sagn, som alle handler om forskellige farende uhyrer.

 

Valdemar Atterdag blev ved sin død begravet i Vordingborg, men få år senere blev han efter sin datter Margrete den Førstes ønske flyttet til Sorø Klosterkirke, hvor hans sarkofag stadig befinder sig. Foto: Fra internettet.

Valdemar Atterdag får aldrig fred

Der findes mange sagn om Valdemar Atterdag. De foregår alle på Sjælland, og kongen rider altid rundt med sit jagtfølge om natten i stedet for at komme i himlen. Det skyldes, at Kong Valdemar på et tidspunkt sagde til Vor Herre, at han gerne måtte beholde himmerige, hvis blot han kunne få lov til at beholde sit Gurre. Den slags siger man ikke ustraffet, og derfor fik Kong Valdemar eller Kong Volmer, som han også ofte kaldes i sagnene, aldrig fred efter sin død på Gurre Slot i oktober 1375. Han rider hvileløst rundt om natten, og på Gurre Slot spøger det stadigvæk.

Gurre Slot ruin 2021
Foto: Georg Strong

Opdateret 21.04.2021

Før og nu

Af Georg Strong

 

Udviklingen i lokalområdet set fra oven

Udviklingen i Ledøje-Smørum området har budt på lidt af hvert indenfor de sidste 100 år. De små landsbyer har nogle steder udviklet sig til større samfund. Set oppefra (med luftfoto og kort) er det tydeligt. Også at udviklingen har været meget forskellige i de 5 områder, (Hove, Ledøje, Nybølle, Smørumnedre og Smørumovre), jeg vil prøve at vise. Det er ikke helt nemt, at finde luftfotos, som kan anvendes. Men jeg har valgt nogle ud, som med god vilje kan illustrere det ønskede. Nybølle har desværre ikke være muligt at vise med luftfoto. I stedet har jeg anvendt kort.

Ledøje

Ledøje fra 1930 og igen fra 2021. Træk i <> for se forskellen.

Sort billede (1930) fra “Danmark Set fra Luften”, ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling, farve billede (2021) fra Google Map.

Ledøje har en del udbygning på den nordlige side, men ellers har Ledøje bevaret meget af sit oprindelige præg.

Hove

Luftfoto af Hove fra 1929 sammenlignet med Google Map Satellit 2021. Træk i <> for at se forskellen.

Sort billede (1929) fra “Danmark Set fra Luften”, ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling, farve billede (2021) fra Google Map.

Hove har ikke været præget af store ændringer, men der er lidt.

Smørumovre

Smørumovre i luftfoto fra 1930 sammenhold med Google Map Satellit fra 2021. Træk i <> for at se forskellen.

Sort billede (1930) fra “Danmark Set fra Luften”, ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling, farve billede (2021) fra Google Map.

Smørumovre har bevaret meget af sin oprindelige by med mindre ændringer.

Smørumnedre

Smørumnedre skiller sig ud fra de 4 andre landsbyer i lokalområdet Ledøje-Smørum. Fra at være en meget lille landsby, er Smørumnedre vokset til en by af anseelig størrelse i areal og bygninger. Jeg har derfor valgt, at dele Smørumnedre op i flere scenarier.

Smørumnedre landsby fra 1930 luftfoto (desværre dårlig kvalitet) og igen fra 2021 med Google Map Satellit. Træk i <> for at se forskellen.

Sort billede (1930) fra “Danmark Set fra Luften”, ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling, farve billede (2021) fra Google Map.

Lad os zoome lidt ud, og se den sydlige del af Smørumnedre, med Smørumnedre landsby øverste til venstre i billedet. Vi sammenligner igen med 1930 luftfoto mod 2021 Google Map Satellit. Der er sket en voldsom udbygning af byen.

Sort billede (1930) fra “Danmark Set fra Luften”, ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling, farve billede (2021) fra Google Map.

Den nordlige del af Smørumnedre med et luftfoto fra 1929, hvor Måløv kan ses øverst i højre hjørne og Frederikssundsbanen som en bue nedenunder. Bemærk, at den nuværende Frederikssundsvej ikke var lavet i 1929.

Sort billede (1929) fra “Danmark Set fra Luften”, ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling, farve billede (2021) fra Google Map.

Her ses igen, hvilken stor udvikling Smørumnedre har undergået. Landbrugsjord er nu beboelsesområder.

Nybølle

Nybølle fra 1947 på historisk kort (har ikke fundet luftfoto af ældre årgang) og igen i 2021 med Google Map Satellit. Træk i <> for at se forskellen.

Historiske kort på nettet’ matrikelkort Nybølle By 1947, satellitfoto Google Map 2021

Det gamle Nybølle har ikke været præget af store ændringer.

Kort mod kort

Nu prøver vi med gamle kort, holdt op imod nye kort.

Smørumovre

Et historisk kort fra 1899 sammenlignes med nyt kort fra 2021.

Historiske kort på nettet ‘matrikelkort’ Smørumovre 1899, og kort fra ©OpenStreetMap 2021 af Smørumovre.

Smørumnedre

Lad os se på Smørumnedre. Her kan vi set et historisk kort fra 1899, holdt op imod et kort fra 2021. Forandringen er virkelig til at få øje på.

Historiske kort på nettet ‘matrikelkort’ Smørumnedre 1899, og kort fra ©OpenStreetMap 2021 af Smørumnedre.

Hove

I Hove har udviklingen heller ikke været så voldsom som i Smørumnedre. Historisk kort fra 1899 og nyt kort fra 2021.

Historiske kort på nettet ‘matrikelkort’ Hove 1899, og kort fra ©OpenStreetMap 2021 af Hove.

Ledøje

Ledøje har haft lidt mere forandring end Hove. Det kan ses på historisk kort fra 1850 og nyt kort fra 2021.

Historiske kort på nettet’ matrikelkort Ledøje 1850, og kort fra ©OpenStreetMap 2021 af Ledøje.

Nybølle

Nybølle har kunne bevare meget af sit præg fra tidligere tider.
Historisk kort fra 1899 af Nybølle og kort fra 2021 af Nybølle til sammenligning.

Historiske kort på nettet ‘matrikelkort’ Nybølle 1899, og kort fra ©OpenStreetMap 2021 af Nybølle.

Bemærk: Den opmærksomme læser vil have bemærket, at kortene ikke altid passer helt på mm. Det er ikke helt lige til, at få gamle kort og luftfotos til at passe helt til nyere kort og satellitbilleder. Men jeg håber, at læseren alligevel får et indtryk af forskellene fra dengang til nu.

Her til sidst kommer lidt statistik.
Ifølge Trap Danmark boede der i Smørum sogn (med byerne Smørumnedre, Smørumovre, Hove og Nybølle) i alt 829 personer i 1916 fordelt på 194 gårde og huse.
I dag 2021 fortæller sogn.dk, at i Smørum sogn bor der 10.856 personer per 1. januar 2021. Så udviklingen i befolkningstallet har været ganske betydeligt.

Ifølge Trap Danmark boede der i Ledøje sogn (med byen Ledøje) i alt 458 persone i 1916 fordelt på 109 gårde og huse.

I dag 2021 fortæller sogn.dk, at i Ledøje sogn bor der 935 personer per 1. januar 2021. Så her har befolkningsudviklingen ikke været helt så markant.

Kilder:

Trap Danmark Bind II fra 1920, G. E. C. Gads forlag
https://sogn.dk/smoerum/fakta-om-sognet/
http://sogn.dk/ledoeje/fakta-om-sognet/
Google Map Satellit billeder 2021
https://www.openstreetmap.org/#map=6/56.188/11.617
Danmark set fra luften: http://www5.kb.dk/danmarksetfraluften/#zoom=10&lat=55.3&lng=10.4
ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling
Historiske kort på nettet: https://hkpn.gst.dk/

Opdateret 07-04-2021

Byvandring i Ledøje ca. 1920

Digital Byvandring i Ledøje ca. 1920

Af Georg Strong

Vi går ca. 100 år tilbage i tiden til ca. 1920.
Brug fantasien og gå med på denne digitale vandretur i det gamle Ledøje.

Vores byvandring starter på Nybøllevej, lige inden den går over i Ledøje Bygade.

Nybøllevej 4

Vi kigger på Nybøllevej 4. Kaldet “Sikker Hansens Hus”. Vi er i udkanten af Ledøje, og her er åbent land. Vi går ned mod Ledøje Bygade, til vi når Kirkevej. Vi stopper op på hjørnet af Ledøje Bygade og Kirkevej med kig mod kirken lidt til venstre.

Kirkevej 4 og 2 samt Ledøje Bygade 4

Her kan vi fra venstre mod højre se husene på Kirkevej 4 og 2 samt Ledøje Bygade 4.
Ledøje kirke kan ses bag huset på Kirkevej 4. Der er ikke megen trafik, vi skal holde øje med (i 1920 var der ca. 22.000 automobiler i Danmark eller 6,8 per 1000 indbyggere i 2020 var tallet 530 per 1000 indbyggere).

Så går vi ned ad Kirkevej og får hurtigt gadekæret på vores venstre side. Fuglene synger i den friske landluft. Hurtigt er vi ved hjørnet af Kirkevej og Ledøje Søndre Gade. På vor venstre side ligger Ledøje Smedje.

Ledøje Smedie

Vi kan høre smeden arbejde i smedjen – dunk dunk, når hammeren falder. Smeden var en vigtig person i lokalsamfundet, som man helst skulle være gode venner med.

Vi drejer til venstre ned ad Ledøje Søndre Gade med gadekær på vores venstre hånd. Ænderne svømmer lystigt rundt i gadekæret. For enden af gadekæret drejer vi til venstre og går et kort stykke og stopper op.
Vi kigger over gadekæret mod Ledøje kirke, og nyder det idylleriske sted.

Ledøje gadekær

Ledøje kirke er fra ca. 1225 og meget speciel, da den er i 2 etager. Den eneste af sin art i Danmark. Den øverste etage er dog en restaurering, da denne etage – formentlig i 1500-tallet blev fjernet. Men så genskabt i årene 1887-1892 under arkitekt H.B. Storcks ledelse. Den øverste etage var oprindelig forbeholdt det fine herskab. Bønderne måtte kun komme i nederste etage.


Vi går tilbage til Ledøje Søndre gade og så til venstre et kort stykke og stopper op. Vi vender os om og kigger tilbage. Vi ser ned ad Ledøje Søndre gade. På højre side kan pumpehuset ses (lille bygning med brandsprøjte). De mange stråtækte tage var en stor udfordring i tilfælde af brand. Så det var vigtigt med udstyr til brandslukning.

Ledøje Sønder gade sprøjtehus

Vi vender os om og går lidt opad mod Ledøje Bygade. Mod højre ser vi Ledøje skole under opførelse. Den stod klar i 1924 og erstattede rytterskolen på Ledøje Bygade.

Ledøje skole opførelse

Vi overlader skolen til håndværkerne og forsætter ad Ledøje Søndre Gade mod Ledøje Bygade.

Vi kommer forbi gymnastikpladsen på venstre side, lige inden vi når Ledøje Bygade.

Vi går til højre ad Ledøje Bygade til vi når Øbakkevej, hvor vi går ned ad den (svinger til højre).
Hurtigt kommer vi frem til Ledøje forsamlingshus på højre side.

Ledøje forsamlingshus

Forsamlingshuset blev indviet i 1904 og har huset mange forskellige arrangementer ude over fest og sammenkomster, f.eks. skoleundervisning, kommunevalg, fugleskydningskonkurrence, gymnastik m.v.
Lidt morsomt er det, at den gamle Ledøje Krogård tidligere lå på samme sted. Måske vi kan høre lidt fest og bæreklang fra forsamlingshuset.

Vi går videre ned ad Øbakkevej og efter kort tid, kan vi se dette hus på venstre side:

Øbakkevej 7 Ledøje

Vi hilser pænt på folkene foran huset, inden vi vender om, og går tilbage mod Ledøje Bygade.

Oppe ved Ledøje Bygade drejer vi til højre og går videre ud af Ledøje Bygade.

Ved Øtoftegård (grusvej der går til højre), kigger vi over på venstre side af Ledøje Bygade.

Ledøje Bygade 27

Vi hilser pænt på folkene, som står foran nr. 27, og fortsætter ad Ledøje Bygade. Kort efter – på venstre side – kan vi se Lars Peter Hansens hus. Han kaldtes Lille Lars.

Lille Lars hus Ledøje Bygade 41

Vi fortsætter ad Ledøje Bygade.
Det er lidt støvet, så halsen er ved at blive tør. Så det er heldigt, at vi inden længe når frem til købmanden.

Købmand Ledøje Bygade 34

Så nogle af os går ind i butikken, og køber lidt drikkelse. Medens vi får lidt at drikke, falder vi i snak med folkene foran butikken. Hos købmanden er der altid gode historier om, hvad der sker i den lille by.
Pludselig hører vi en lyd, og bussen kommer kørende.

Ledøje bus til Ålholm plads

Det er bussen Sengeløse-Ledøje-Ålholm Plads. Bussen stopper op, da nogle skal af. Det er den behagelige bus. Der har også været en bus fra Ledøje til Vesterport, som så sådan ud:

Ledøje bus til Vesterport

Nå det var et sidespring.

Vi har fået skyllet støvet væk fra halsen og forsætter vores tur ud af Ledøje Bygade.

Vi skal gå lidt, til vi når ned til hjørnet af Ledøje Bygade og Ledøjetoften, som kommer på venstre side.
Der stopper vi op, og ser på Vognmand Jens Mogensens hus, som ligger lige på hjørnet (vores venstre side).

Jens Morgensens hus hjørnet Ledøje Bygade / Ledøjetoften

Jens Mogensen blev også kaldt ”Op-Ned” og var lillebilsvognmand. Konen har en lille slik og isbod ud til vejen. Det summer af insekter i luften.

Det er tid til at vende om, så vi går tilbage ad Ledøje Bygade. Kort efter kommer vi forbi disse huse:

Ledøje Bygade 47 og 49

Det er Ledøje Bygade 47 og 49. Folkene kigger nysgerrigt på os, medens vi vandrer forbi. Der kommer ikke så tit helt fremmed i byen.

Vi går forbi husene og drejer til højre ad Ledøje Nordre Gade. Og efter lidt tid kommer vi forbi dette hus.

Ledøje Nordre Gade 11

Vi vender os om og kigger på nr. 11. Her boede Margrethe Nielsen – byens rulle- og strygekone.

Turen forsætter ad Ledøje Nordre Gade ned til Ledøje Bygade, hvor vi drejer opad vejen til præstegården, lige inden vi når helt ned til Ledøje Bygade. Vi kan hurtig se præstegården.

Ledøje præstegård

Måske kan vi se storken i storkereden på præstegården (kan ikke ses på billedet).
Præstegården er fra ca. 1840. Vi tillader os at gå lidt tættere på, og kigger ind ad et vindue.

Stue Ledøje præstgård

Præsten er en belæst herre, må vi tro med alle de bøger.

Vi skynder os videre, inden nogle bliver sure på vores vindueskiggeri.
Tilbage ad vejen op til præstegården, går vi ned mod Ledøje Bygade og drejer til højre, da vi når den.
Vi kommer forbi gymnastikpladsen på vores venstre side, og kort efter kan vi se Rytterskolen på venstre side.

Ledøje rytterskole

Elever og personale er ude og få frisk luft, så vi vinker og hilser på dem.
Rytterskolen er bygget som rytterskole i 1722-25 på foranledning af Frederik den Fjerde. Den nye skole, som vi gik forbi tidligere, er ikke helt færdig endnu. Så rytterskolen bruges stadigvæk.

Vi fortsætter ad Ledøje Bygade, mod vest, og er hurtigt fremme ved Ledøje Brugsforening på højre side.

Ledøje Brugsforening

Ledøje Brugsforening er allerede startet i 1874, men hed en husholdningsforening i starten.
Her slutter så vores tur rundt i Ledøje.

Turen vi gik:

Kort digital vandretur Ledøje ca 1920

Meget har ændret sig, og en del findes ikke mere i dag 2021.
Tak for interessen og kom godt hjem.

Skulle du få lyst til at gå turen på egen hånd,
så klik på > herunder på billedet. Du kan gå tilbage med <

  • Ledøje Smedie
  • Ledøje gadekær
  • Ledøje Sønder gade sprøjtehus
  • Ledøje skole opførelse
  • Ledøje forsamlingshus
  • Ledøje Bygade 27
  • Købmand Ledøje Bygade 34
  • Ledøje Bygade 47 og 49
  • Ledøje Nordre Gade 11
  • Ledøje præstegård
  • Ledøje rytterskole
  • Ledøje Brugsforening

Kilder:
Ledøje-Smørum sogns hjemmeside
Ak, hvor forandret! Ledøje Landsby fra 1930’erne-1980’erne – udgivet af Ledøje Smørum Historisk Forening 2014
Hjemmesiden voresegedal.dk
Hjemmesiden landsbyhistorier.dk
Hjemmesiden egedalleksikon.dk
Lokalhistorisk arkiv

Opdateret 03-03-2021

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén