Tag: julehilsen

Julehilsen 2024 – året der gik

Af Georg Strong

Historisk Forenings bestyrelse vil gerne ønske alle foreningens medlemmer en rigtig God Jul og et Godt Nytår.
Ligeledes ønskes læsere af hjemmesiden, samarbejdspartnere og sponsorer en rigtig God Jul og et Godt Nytår.

Endnu en gang kan vi se tilbage på et år med mange aktiviteter i foreningens regi. Samarbejdet, med Smørum Bibliotek, de andre historiske foreninger og Egedal kommune, har givet nogle flere muligheder, udover de mange arrangementer foreningen selv har stået for.

Postvogn i kugleform – specielt Dansk udgave

I januar måned var det første arrangement, hvor der var en tur til Enigma (museet for post, tele og kommunikation). Enigma er afløseren for det tidligere Post og tele museum i Købmagergade. På Enigma fik vi en rundvisning i 2 hold, hvor der blandt andet blev fortalt om forskellige kommunikationsteknologier, kryptering af meddelelser og data, telefonomstilling, TV og radio udsendelser og en masse andet.

I februar var der foredrag på Smørum gamle Skole, hvor Jørn Hvenegaard Christiansen fortalte om sine oplevelser som soldat i Irak. Et farefuldt job med fare for vejsidebomber, snigskytter, raketangreb og baghold.

I Marts måned var tiden kommet til den årlige generalforsamling, der blev holdt i Smørum Kulturhus. Efterhånden er der sket det glædeligt, at der møder flere op, end der kan rummes på Smørum gamle Skole.
Formanden Finn Sølvbjerg Hansen igennem 6 år valgte at træde tilbage. Carsten Skovbro blev efter generalforsamlingen konstitueret af bestyrelsen som ny formand.

Du kan genopleve generalforsamlingen via reportagen derfra – klik på generalforsamling 2024.

Senere i marts var der foredrag i Smørum Kulturhus om den fjerde alder, hvor Georg Julin fortalte, hvad det gik ud på.

April måned bød på et foredrag om Cheminova, hvor teknologihistoriker Jørgen Burchardt fortalte den rystende historie om Cheminova. Virksomheden holdt i nogle år til, i det der nu hedder LYFA-parken i Måløv. Det var ikke nogen rar nabo for det omkringliggende samfund. Hvis du ikke fik hørt foredraget, så kan du læse om Cheminova her.

Endnu et foredrag bød april på. Her havde vi slået os sammen med nogle af vores samarbejdspartnere, hvor der på Egedal Rådhus var foredrag. Det handlede om ‚Mennesker, sprut og cigarretter‛, hvor historiker ved Svendborg Museum Nils Valdersdorf Jensen fortalte den spændende historie om smugleri i Danmark. Helt tilbage fra 1700-tallet og frem til vor tid fik vi spændende og rystende historier fra.

Årets sommertur i maj gik til Stevns. Her besøgte vi koldkrigsmuseet Stevnsfortet. Spiste frokost på traktørstedet Højeruplund og fik også besøgt Højerup Gamle Kirke, der næsten står med „tæerne‟ i vand. Du kan opleve lidt af turen ved at klikke på Sommertur 2024.

Senere i maj måned fik vi besøg fra Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev. De besøgte Ledøje kirke og bagefter var de på besøg i museet på Smørum gamle Skole, hvor Inga Nielsen fortalte om de mange spændende fund, der er gjort i lokalområdet. De fik også en rundvisning på museet. Vi har lidt til fælles med Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev, da Svenskernes hærs hovedkvarter i 1658-1660 lå i Brønshøj. Vi har jo som bekendt „Svenskeslaget‟ herude.


Den 29. maj mistede foreningen en af sine markante skikkelser – Steen Asger Jensen. Bestyrelsesmedlem Annelise Pejtersen har skrevet følgende mindeord på bestyrelsens vegne. Du kan læse dem ved at klikke her-> Mindeord om Steen Asger Jensen.


Svenskeslaget blev afholdt 2. juni og foreningen havde selvfølgelig sit telt med og fortalte om dens arbejde. Der var pænt besøg i teltet, hvor børnene (og andre legesyge) f.eks. kunne slå mønt, lave prangerpunge og save træ til bygning af palisader med en gammeldags skovsav. De voksne fik historien om Svenskestenen og andet fra lokalområdet. Der var rigtig mange besøgene på pladsen, hvor en række aktiviteter var i gang og der blev skudt med kanon.

I starten af august var der rejseaften for deltagerne i året rejse til Grækenland. Her kom rejselederen Jens Jørgen Nielsen og delte noget af sin store viden om Grækenland med os, så vi var godt forberedte på turen senere.

Sidst i august var det tid til et foredrag „Ivan – og Putin – ved, hvor du bor‟ på Smørum gamle Skole, hvor forhenværende efterretningsofficer Niels Jensen fortalte om, hvor meget Sovjetunionen vidste om Danmark. Det var godt forberedt i tilfælde af krig. Desværre er situationen vendt tilbage til en sikkerhedsmæssig spændt periode. Ganske tankevækkende.

I starten af september deltog foreningen i Frivillighedsdagen på Egedal Rådhus, hvor vi havde vores egen stand. Vi udstillede lidt om foreningen og fortalte om vores arbejde. Desværre var der ikke særlig mange gæster, bortset fra de andre udstillere.

Midt i september var der besøg i Svenskelejren Carlstad i Brønshøj. Det vil sige, lejren er for længst væk, men der er historiske vidensbyrd om dens eksistens. Blandt andet i vejnavne i området. Vi var inviteret af Historisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev, der have besøgt os i maj måned. Vi hørte en masse om området og Svenskelejren og fik en dejlig tur rundt i området. Du kan opleve lidt af turen ved at klikke på Svenskelejren.

Sidst i september var vi igen i Smørum Kulturhus, hvor museumsinspektør og arkæolog Emil Winther Struve fortalte om årets arkæologiske fund i Egedal kommune, men også havde de allersidste nyheder med om fund. Ja så nye, at han ikke måtte fortælle, hvor tingene var fundet. Fundene er senere blevet omtalt i Frederiksborg Amts Avis, Lokalavisen Egedal og Politiken har også skrevet om dem. ROMU (Roskilde Museum) har omtalt dem på sin hjemmesiden – klik på bronzealderfund.

Så var der jo årets rejse til Grækenland, hvor 28 medlemmer deltog.
Turen er beskrevet på dette indlæg -> Grækenland – hvis du har lyst til at læse om og se billeder fra turen.

Oktober måned bød på endnu et foredrag. Denne gang om Kongeskibet Dannebrog. Det foregik i Smørum Kulturhus og var igen et samarbejde med Smørum Bibliotek. Kommandør Peter Schinkel, som har været chef for Kongeskibet, fortalte levende og humoristisk om livet på skibet og om selve skibet. Det var et meget velbesøgt arrangement.

I november blev der holdt en hyggelig billedaften for deltagerne på Grækenlands turen.

Nogle dage efter var der en tur til museet Ragnarok i Roskilde. Det handler om nyere musik – rock, pop og ungdomskultur. Vi fik en fin rundvisning på museet, hvorefter vi selv kunne gå rundt og se udstillingen. Et spændende museum, som er lidt anderledes end så mange andre museer. Det handler jo også for en stor dels vedkommende om vores ungdom – mange af os i hvert fald.

6. december var det så tid til sidste arrangement i 2024. Receptionen for Årsskrift 2024. Her holdt Inga Nielsen (redaktør på Årsskriftet) en flot tale med introduktion af de mange spændende artikler i Årsskrift 2024. Salen i Smørum Kulturhus var fyldt op med forventningsfulde medlemmer, som glædede sig til at få Årsskriftet i hånden. Arrangementet blev selvfølgelig dækket af hjemmesiden og du kan se reportagen her -> Reception for Årsskrift 2024.

Montren på Smørum Bibliotek har haft 4 udstillinger.
„Juletid og Vintertid‟ fra 23-11-2023 til 12-02-2024
„Boligtekstiler‟ fra 12-02-2024 til 24-06-2024
„Hovedbeklædning fra 24-06-2024 til 21-11-2024
„Jul på biblioteket‟ fra 21-11-2024 til …..

Nyhedsmontren i gangen på Smørum gamle Skole har fået nyt indhold 3 gange i løbet af 2024 – nemlig 01-02-2024, 30-05-2025 og 12-12-2024. Her vises de nye ting, som indkommer til museet.

I salen på Smørum gamle Skole har 6 af de 8 montrer fået nyt indhold. I dem kan ses glas, hatte og lignende, kjoler og tilbehør.
I de 4 montrer i bagindgangen er kommet udstillinger, som tidligere har været i salen. Det er arkæologiske fund (økser, pilespidser, osv.), keramik og stentøj og hatte.

Der har været afholdt søndags åbent på museet på Smørum gamle Skole 10 gange i løbet af 2024. Den første søndag i juni var det ikke muligt at holde åbent, da Svenskeslaget faldt på denne. Så her var alt disponibelt mandskab sendt til Svenskeslaget i stedet. Besøgstallet varierer rigtig meget fra gang til gang. Bestyrelsen arbejder på at få flere til at besøge museet.

Museet har modtaget 23 donationer med genstande i løbet af 2024. Det er meget varieret, hvad der indkommer. F.eks. gamle el-pærer, en ønskeseddel til Jul i 1936, en Iphone, tøj, osv.

Smørum game Skole (med museet) og det spejlblanke gadekær i Smørumovre 12. december 2024

Der arbejdes stadig med at få indhentet de manglende registreringer af genstande for årene 2013-2021 i SARA-systemet. Men det er en kæmpe opgave og vi er kun 2 til at lave dette arbejde. Men der kommer trods alt flere og flere registreringer ind i SARA-systemet. Så det går langsomt fremad.

På hjemmesiden har der også været god aktivitet. 20 indlæg er det blevet til i løbet af 2024. F.eks. er kommet en tidslinje fra tidernes morgen til ny tid, hvor en række begivenheder m.v. er oplistet fra lokalområdet. Foreningens arrangementer bliver løbende opdateret på hjemmesiden og en række informationer (bestyrelsens medlemmer, referat af generalforsamling, osv.). Hjemmesiden er velbesøgt og nogle af indlæggene er set flere hundrede gange i løbet af et år. Faktisk når nogle få over tusinde visninger. De besøgende er ikke kun fra lokalområdet men også fra resten af landet. Så vores foreningen er kommet på det store landkort.
Hjemmesiden gør det også nemt for andre at finde os og hvem de kan kontakte i foreningen.

En tak til alle som bidrager til foreningen ved at deltage i arrangementer eller hjælper til som frivillig.

Vil du give foreningen en gave?
Vi ønsker os flere, der vil stille op til bestyrelsen
og hjælpere til det praktiske arbejde

God Jul og Godt Nytår til alle – håber vi ses i det nye år

Opdateret 15-12-2024

Julehilsen 2023

Af Georg Strong

Historisk Forenings bestyrelse vil gerne ønske alle foreningens medlemmer en rigtig God Jul og et Godt Nytår.
Ligeledes ønskes læsere af hjemmesiden, samarbejdspartnere og sponsore en rigtig God Jul og et Godt Nytår.

2023 blev igen et år med mange aktiviteter i Forenings regi.
Der er en god interesse fra medlemmerne til deltagelse i de mange tilbud, der har været udbudt.

Det startede i januar med en tur til Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde. Et spændende besøg, da vi også fik lejlighed til at tale med de frivillige, som hjælper Roskilde museum med at drive Købmandsgården.

Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde. Foto Georg Strong

I februar gik turen til Imam Ali Moskèen på Vibevej i København. Vi fik en fin gennemgang af moskèen og hørte om, hvordan moskèen blev brugt af den tilknyttet menighed.

En velbesøgt generalforsamling i marts. Genoplev den her.

Senere i marts var der arrangeret foredrag om Venslevrøverne på Egedal Rådhus i samarbejde med de andre historiske foreninger, Arkivet og Egedal kommune. En drabelig fortælling om organiseret kriminalitet i 1800-tallet.

I maj foregik den årlige sommertur. Den var henlagt til det Sydsjællandske med besøg på Glænø, Høve Valgmenighedskirke, frokost i Skælskør og rundvisning på Holsteinborg Gods. Genoplev turen her.

I juni måned var det så Svenskeslaget. Her var Historisk Forening igen repræsenteret ved telt og aktiviteter. Skenkelsø Mølle var inviteret med i teltet. Du kan se billeder fra Svenskeslaget her.


Sidst i juni var ROMU og lave et sommerarrangement for børn med arkæologisk udgravning og metaldetektor. Smørum gamle Skole lagde lokaler og areal til. En del fandt også ind i vores udstillinger på skolen. Så det var en ganske god dag med mange besøgende. Du kan se lidt fra dagen her.

Årets udlandsrejse til Rügen foregik sidst i august måned i 4 dage. Billeder fra turen kan du se her.

Efter sommerferien blev der i september inviteret til besøg i Ejbybunkeren på Vestvolden i Rødovre. Den var en del af koldkrigs bunkerne i Danmark.

Få dage efter var der et tilbud om foredrag af ROMU om moseofre. Emil Winther Struve fortalte blandt andet om Egedal manden, som nu er landskendt, da flere medier har omtalt dette fund.

Igen i september var nok et tilbud. I et samarbejde med Smørum Bibliotek, blev filmen „Med ret til at dræbe‟ vist i Smørum Kulturhus. En barsk og interessant dokumentar om stikkerlikvideringerne under 2. verdenskrig i Danmark.

I oktober var der foredraget „Drømmen om Amerika‟ på Smørum gamle Skole. Om udvandringen til USA.

Sidst i oktober var der igen tilbud til medlemmerne. Denne gang i Roskilde Domkirke. Vi fik 1 times rundvisning af en meget engageret og spændende guide.

Dronning Margrethe I’s sakrofag i Roskilde Domkirke. Foto Georg Strong

I november var igen et samarbejde med Smørum Bibliotek, hvor foredraget „Skibet fra helvede‟ stod på programmet. En barsk historie om halvdøde kz-fanger, der kom uventet til Danmark på en pram 5. maj. Men også om en fantastisk indsats fra lokalbefolkningen for at hjælpe de stakkels mennesker, da prammen blev opdaget i Klintholm havn.

Sidst i november blev holdt billedaften for deltagerne på Rügen turen.

Det sidste arrangement i 2023 blev holdt 1. december med den traditionsrige reception for udgivelsen af Årsskriftet. Du kan genopleve lidt af receptionen her.

Der har været 4 udstillinger i montren på Smørum Bibliotek med følgende temaer:
„Jul og kommunikation‟ 1/12 2022 – 23/2 2023
„Håndarbejde‟ 23/2 2023- 27/7 2023
„Dåbsdragter m.m.‟ 27/7 – 23/11 2023
„Juletid og vintertid‟ 23/11 2023 – x/x 2024″

Nyhedsmontren i museet (opsat i gangen april 2023) på Smørum gamle Skole har haft 2 udstillinger af indkomne genstande i 2023.

I salen på Smørum gamle Skole har der i montre 5, 6 og 7 været ny udstilling fra 24/1 2023 med følgende 3 temaer „Dåser‟, „Personlig pleje‟ og „Billedfremvisere‟.
I Stadsstuen og i Julies køkken er opsat Hollandske Kakler, som vi modtog sidst i 2022.
I garderoben på Smørum gamle Skole er der blevet opsat et keramisk relief fra Smørum friskole og et skilt fra LSB.

Der har været holdt Åbent hus på museet 10 søndage i løbet af 2023. Det er meget forskelligt, hvor mange der kommer. Men det er indtrykket, at der har været et stigende antal besøg.

Museet har modtaget ca. 20 donationer af genstande (en donation kan godt indeholder flere genstande) i 2023.
Der er registret 145 donationer i 2023. Grunden til at dette tal er meget højere end de modtagne donationer i 2023 er, at registreringsarbejdet har været nødlidende i nogle år på grund af manglende arbejdskraft. Den manglende registrering arbejdes der intens på at indhente nu.

Desværre blev sommerens kraftige regnbyer en kedelig oplevelse for museet. Den lille kælder under museet blev nemlig oversvømmet og flere genstande blev vandskadet i en grad, så de måtte opgives. Kælderen er nu opgivet som opbevaringsrum.
Foreningens formand Finn Sølvbjerg Hansen har gjort et kæmpe stykke arbejde, for at få Egedal kommune til at løse vandproblemerne. Heldigvis er der sket flere ting fra Egedal kommunes side, for at få løst vandproblemet og mere er på vej.
Godt arbejde formand!

Hjemmesiden har også bidraget med masser af information.
Der har været 26 indlæg om lokalhistorien, nyheder i montre, osv., osv.
Derudover er løbende opdatering af en række informationer om foreningen. F.eks. hvem sidder i bestyrelsen, hvordan kontaktes foreningen, indmeldelse i foreningen, arrangementer, nyheder om historien generelt, osv.
Flere indlæg har haft flere hundrede opslag og et par stykker har passeret 1000 opslag. Så der er en del besøgene på hjemmesiden.

Så der har været pænt meget aktivitet i 2023.
Foreningen hviler ikke på laurbærrene.

Tak til alle som bidrager til foreningen ved at deltage i arrangementer eller
hjælper til som frivillig.

God Jul til alle

Frederiksborg Slot, Hillerød, den 4. december 2023 i julestemning. Foto Rasmus Jensen.

Opdateret 13-12-2023

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén