Smørum Bibliotek og Kulturhus har 25 års jubilæum
fredag den 1. marts 2024 med reception
klokken 14-16.
Læs personalets indbydelse (klik på indbydelse).
Opdateret 13-02-2024
Af Georg Strong
Museet på Smørum gl. Skole har en fin samling af byhorn.
Du kan læse lidt om byhornet og samlingen her.
Byhornet indgik i bondesamfundets sociale selvadministration, hvor det blev brugt til at sammenkalde de små landsbysamfund til møde eller til krisehåndtering.
Møderne blev holdt ved de såkaldte bystævner (eller bylavet), hvor bymændene (granderne) havde fast plads og stemmeret. I praksis vil det sige gårdmændene. De drøftede så spørgsmål, der angik landsbyen og træf afgørelser. De kunne også aftale regler (vedtægter) for landsbyen, som i realiteten var en slags love og blev anerkendt som sådan af de overordnede myndigheder (magthavere). Hen ad vejen blev der fastsat regler/love fra centralt hold og bystævnerne fik begrænset deres autoritet. Bystævnet vides med sikkerhed at have eksisteret fra 1200-tallet.
Ved udskiftningen af gårde og jord fra 1760-erne, mistede bystævnet en del af sin funktion. Man var ikke fælles om jorden på sammen måde længere. Men en form for bystævnet bestod helt op i 1900-tallet.
Der var en række funktioner i bystævnet, som forskellige personer stod for. Oldermanden stod for indkaldelse af bystævnet. Det skete ved at blæse i byhornet. Nogle gange havde oldermanden en hjælper til dette – en tudedreng.
Et byhorn har kun en lyd, når man blæser i det. Da der kunne være behov for at indkalde folkene i landsbyen til andet end bystævnet, kunne det f.eks. ske ved at blæse 2 gange i byhornet. Dette kunne f.eks. betyde, at der var brand. Hvilket var en meget alvorlig fare førhen. Gårdene lå tæt og med stråtækte tage, som meget let kunne gå i brand. Der har været lidt forskellige signalgivninger rundt i landet. Men så længe alle i landsbyen var enige om signalet, fungerede det jo fint.
Eksempel på lyd fra kohorn:
Byhornet var typisk lavet af et horn fra kvæg (køer/tyr). På mange byhorn er der inskriptioner riset i hornet. Det kan f.eks. være årstal.
På museet i Smørum gl. Skole er vi så heldige, at have 7 byhorn. Faktisk er der byhorn fra alle 5 landsbyer i Smørum sogn. Nemlig Nybølle, Hove, Ledøje, Smørumovre og Smørumnedre. Dette gør samlingen særlig interessant.
2 byhorn fra Hove er i samlingen.
Dette byhorn er fra Thorsøgård ved Hove:
Byhornet har været brugt af Hoves gårdmænd og er skænket til museet i 1992. Det har været brugt i over 150 år (formentlig fra 1840) i Hove. Wilhelm Nielsen har brugt hornet som oldermand i Hove Bylag.
Det andet byhorn fra Hove har været brugt af husmændene (gårdmændene). Der er inskription på byhornet, der viser, at det i hvert fald har været brugt fra 1843. Byhornet er doneret til museet i 2009.
Byhorn fra Hove (2424/13). Foto Georg Strong
Et enkelt byhorn kommer fra Nybølle. Det bærer inskriptioner. Til gengæld er der mærker efter et tilhørende mundstykke. Det er lavet af et studehorn og er det største i samlingen. Byhornet er skænket af Ballerup Museum i Pederstrup i 2008.
Fra Ledøje er et enkelt byhorn. Der er en del inskriptioner på byhornet. De viser, at byhornet har været i brug siden 1832. Det skulle have været brugt af husmændene (bylag). Byhornet er overdraget til museet fra Ballerup Museum i Pederstrup i 2008.
Fra Smørumnedre er 2 byhorn.
Et byhorn fra husmændene og med en del inskriptioner. Blandet andet årstal, hvor det ældste læsebar fra 1850, viser at byhornet har været i brug i hvert fald fra 1850. Byhornet er i 2008 overdraget museet fra Ballerup Museum i Pederstrup.
Det andet byhorn fra Smørumnedre har også en del inskriptioner. Heraf kan udledes, at byhornet har været i brug fra 1869. Dette byhorn er også overdraget til museet fra Ballerup Museum i Pederstrup i 2008.
Endelig er der et byhorn, som må tilskrives Smørumovre. Har været brugt af husmændene. Der er mange initialer indridset i byhornet. Desværre vides ikke hvem de står for. Byhornet har blandt andet været hos klokker ved Smørum kirke Viggo Kristian Alfred Bagge, da hans var oldermand for bylaget. Elvine Bagge donerede byhornet til museet i 1999.
Alle 7 byhorn er udstillet i en montre i salen på Smørum gl. Skole.
Historisk Forenings Årsskrift har 2 gange beskæftiget sig med byhorn.
Årgang 2003 på side 30 “Byhornet kalder til samling“.
og årgang 2008 på side 33 “Byhorn på rette hylde“.
Endelig skal nævnes, at ordet “lav” også ses stavet som “lag” eller “laug”.
Opdateret 08-01-2024
Af Georg Strong
Historisk Forenings næstformand (kvinde) Line Ludvigsen er blevet interviewet af ROMU om Historisk Forenings seneste aktiviteter/initiativer.
Du kan læse interviewet her.
Opdateret 10-01-2024
Af Georg Strong
Historisk Forenings bestyrelse vil gerne ønske alle foreningens medlemmer en rigtig God Jul og et Godt Nytår.
Ligeledes ønskes læsere af hjemmesiden, samarbejdspartnere og sponsore en rigtig God Jul og et Godt Nytår.
2023 blev igen et år med mange aktiviteter i Forenings regi.
Der er en god interesse fra medlemmerne til deltagelse i de mange tilbud, der har været udbudt.
Det startede i januar med en tur til Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde. Et spændende besøg, da vi også fik lejlighed til at tale med de frivillige, som hjælper Roskilde museum med at drive Købmandsgården.
I februar gik turen til Imam Ali Moskèen på Vibevej i København. Vi fik en fin gennemgang af moskèen og hørte om, hvordan moskèen blev brugt af den tilknyttet menighed.
En velbesøgt generalforsamling i marts. Genoplev den her.
Senere i marts var der arrangeret foredrag om Venslevrøverne på Egedal Rådhus i samarbejde med de andre historiske foreninger, Arkivet og Egedal kommune. En drabelig fortælling om organiseret kriminalitet i 1800-tallet.
I maj foregik den årlige sommertur. Den var henlagt til det Sydsjællandske med besøg på Glænø, Høve Valgmenighedskirke, frokost i Skælskør og rundvisning på Holsteinborg Gods. Genoplev turen her.
I juni måned var det så Svenskeslaget. Her var Historisk Forening igen repræsenteret ved telt og aktiviteter. Skenkelsø Mølle var inviteret med i teltet. Du kan se billeder fra Svenskeslaget her.
Sidst i juni var ROMU og lave et sommerarrangement for børn med arkæologisk udgravning og metaldetektor. Smørum gamle Skole lagde lokaler og areal til. En del fandt også ind i vores udstillinger på skolen. Så det var en ganske god dag med mange besøgende. Du kan se lidt fra dagen her.
Årets udlandsrejse til Rügen foregik sidst i august måned i 4 dage. Billeder fra turen kan du se her.
Efter sommerferien blev der i september inviteret til besøg i Ejbybunkeren på Vestvolden i Rødovre. Den var en del af koldkrigs bunkerne i Danmark.
Få dage efter var der et tilbud om foredrag af ROMU om moseofre. Emil Winther Struve fortalte blandt andet om Egedal manden, som nu er landskendt, da flere medier har omtalt dette fund.
Igen i september var nok et tilbud. I et samarbejde med Smørum Bibliotek, blev filmen “Med ret til at dræbe” vist i Smørum Kulturhus. En barsk og interessant dokumentar om stikkerlikvideringerne under 2. verdenskrig i Danmark.
I oktober var der foredraget “Drømmen om Amerika” på Smørum gamle Skole. Om udvandringen til USA.
Sidst i oktober var der igen tilbud til medlemmerne. Denne gang i Roskilde Domkirke. Vi fik 1 times rundvisning af en meget engageret og spændende guide.
I november var igen et samarbejde med Smørum Bibliotek, hvor foredraget “Skibet fra helvede” stod på programmet. En barsk historie om halvdøde kz-fanger, der kom uventet til Danmark på en pram 5. maj. Men også om en fantastisk indsats fra lokalbefolkningen for at hjælpe de stakkels mennesker, da prammen blev opdaget i Klintholm havn.
Sidst i november blev holdt billedaften for deltagerne på Rügen turen.
Det sidste arrangement i 2023 blev holdt 1. december med den traditionsrige reception for udgivelsen af Årsskriftet. Du kan genopleve lidt af receptionen her.
Der har været 4 udstillinger i montren på Smørum Bibliotek med følgende temaer:
“Jul og kommunikation” 1/12 2022 – 23/2 2023
“Håndarbejde” 23/2 2023- 27/7 2023
“Dåbsdragter m.m.” 27/7 – 23/11 2023
“Juletid og vintertid” 23/11 2023 – x/x 2024″
Nyhedsmontren i museet (opsat i gangen april 2023) på Smørum gamle Skole har haft 2 udstillinger af indkomne genstande i 2023.
I salen på Smørum gamle Skole har der i montre 5, 6 og 7 været ny udstilling fra 24/1 2023 med følgende 3 temaer “Dåser”, “Personlig pleje” og “Billedfremvisere”.
I Stadsstuen og i Julies køkken er opsat Hollandske Kakler, som vi modtog sidst i 2022.
I garderoben på Smørum gamle Skole er der blevet opsat et keramisk relief fra Smørum friskole og et skilt fra LSB.
Der har været holdt Åbent hus på museet 10 søndage i løbet af 2023. Det er meget forskelligt, hvor mange der kommer. Men det er indtrykket, at der har været et stigende antal besøg.
Museet har modtaget ca. 20 donationer af genstande (en donation kan godt indeholder flere genstande) i 2023.
Der er registret 145 donationer i 2023. Grunden til at dette tal er meget højere end de modtagne donationer i 2023 er, at registreringsarbejdet har været nødlidende i nogle år på grund af manglende arbejdskraft. Den manglende registrering arbejdes der intens på at indhente nu.
Desværre blev sommerens kraftige regnbyer en kedelig oplevelse for museet. Den lille kælder under museet blev nemlig oversvømmet og flere genstande blev vandskadet i en grad, så de måtte opgives. Kælderen er nu opgivet som opbevaringsrum.
Foreningens formand Finn Sølvbjerg Hansen har gjort et kæmpe stykke arbejde, for at få Egedal kommune til at løse vandproblemerne. Heldigvis er der sket flere ting fra Egedal kommunes side, for at få løst vandproblemet og mere er på vej.
Godt arbejde formand!
Hjemmesiden har også bidraget med masser af information.
Der har været 26 indlæg om lokalhistorien, nyheder i montre, osv., osv.
Derudover er løbende opdatering af en række informationer om foreningen. F.eks. hvem sidder i bestyrelsen, hvordan kontaktes foreningen, indmeldelse i foreningen, arrangementer, nyheder om historien generelt, osv.
Flere indlæg har haft flere hundrede opslag og et par stykker har passeret 1000 opslag. Så der er en del besøgene på hjemmesiden.
Så der har været pænt meget aktivitet i 2023.
Foreningen hviler ikke på laurbærrene.
Tak til alle som bidrager til foreningen ved at deltage i arrangementer eller
hjælper til som frivillig.
God Jul til alle
Opdateret 13-12-2023
Af Georg Strong
Salen på Smørum gamle Skole er nok en gang blevet pyntet op til Jul.
En af vores trofaste frivillige – Birgit Kragh – har sørget for, at Julen nok en gang er kommet til salen på Smørum gamle Skole. Tak til Birgit for det.
Det var desværre ikke muligt at holde Årsskrift-receptionen i Smørum gamle Skole i år. Det skyldes, at opbakningen til receptionen nu er så stor, at vi ikke kan være i salen på Smørum gamle Skole. Men det er bare herligt med en så stor opbakning til arrangementet.
Det har bare betydet, at rigtig mange ikke fik set julepynten i salen på Smørum gamle Skole.
Så derfor kommer en lille billedserie af julepynten her.
Den opmærksomme vil kunne se en julepynt, som ikke er af gammel dato. En nisse har været på spil.
Et lille tip. Hvis du klikker på et billede, får du vist det i en større udgave.
Opdateret 07-12-2023
Af Georg Strong
Historisk Forening afholdt sin årlige reception, hvor det nye Årsskrift blev præsenteret fredag den 1. december 2023. Her en lille reportage fra receptionen.
I år 2023 var receptionen henlagt til Smørum Kulturhus. Historisk Forening har oplevet en stadig større interesse for receptionen de senere år, og salen på Smørum gl. Skole kan ikke længere rumme det store rykind. I år var der 103 tilstede ved receptionen i den store sal på Smørum Kulturhus.
Formanden havde som sædvanligt sørge for et flot traktement med lune frikadeller, chips, mandariner, og slik. Dertil kunne nydes vin, øl eller vand.
Da alle havde forsynet sig med lækkerierne, indledte formanden Finn Sølvbjerg Hansen med at byde velkommen. Desværre var der ingen mikrofon, men det gik alligevel.
Du kan høre formandens tale her (klik på trekant):
Derefter gav formanden ordet til Inga Nielsen, som er “kaptajn” på Årsskriftets tilblivelse.
Hun indledte med at foreslå, at forsamlingen sang en sang, der er med i Årsskriftet på side 39. Søren Lindeløv ledsagede på flyglet til sangen.
Inga havde fået en stak gamle medlemsblade. Hun anbefalede varmt de mange spændende artikler, der blev bragt i medlemsbladet i perioden 1979-1988. Medlemsbladene kan læses her på hjemmesiden.
Derefter fortalte Inga om de mange spændende artikler i Årsskiftet 2023. Hun fik også takkede de mange, som har bidraget til Årsskriftet, udover redaktionen og korrekturlæserne. Der blev også sunget endnu en sang fra Årsskriftet side 51. Begge de 2 sange omhandlede ejendomsvurderinger, som også var i vælten tilbage i 1950’erne. Meget apropos til nutidens kvaler med ejendomsvurderinger.
Efter Inga havde fortalt om Årsskrift, modtog hun en gave af foreningen overrakt af formanden. Derudover modtog Anni Agerskov, Finn Larsen og Fredi også en gave fra foreningen for deres arbejde med Årsskriftet.
Derefter kunne alle gå i foyeren og hente kuverten med Årskrift 2023 og Smånyt nr. 3 December 2023.
Du kan høre Inga fortæller og de 2 sange her (klik på trekant):
Lidt billeder fra receptionen kan du se herunder:
Opdateret 02-12-2023
Af Line Ludvigsen og Georg Strong
Historisk Forenings montre på Smørum Bibliotek har fået nyt indhold den 23. november 2023. Så hvis du alligevel er i nærheden af Smørum Bibliotek, så læg vejen forbi montren og nyd den fine udstilling om:
JULETID OG VINTERTID
Udstillingen viser eksempler på sysler inde som ude i den kolde tid.
Varmt klædt på til en tur på skøjter.
Klejnespore, så klejner er klar til kogning – måske skal de opbevares i en dåse.
Æbleskivepande, friturejern, kagerulle og grødske – alt klar til lækkerierne.
Diverse spil til hygge i familien.
Julenisser, juleuro, julehjerter – alt til pynt.
Her lidt billeder fra montren:
Opdateret 24-11-2023
Historisk Forening havde en dejlig tur til Rügen 23. august til 26. august 2023.
Fredi Paludan Bentsen tog billeder på turen, som du kan se ved at klikke på nedenstående:
Hvis du ønsker at udskrive ovenstående billede, er det nemmest, hvis højreklikker på billedet. Vælg ‘Åbn billede i nyt faneblad’. Udskriv så billedet på det nye faneblad ved at klikke udenfor billedet og vælg Udskriv.
Opdateret 24-11-2023
Af Georg Strong
Om barndommen på et husmandssted i Stormosen i 1950-1960-erne
I en snak med Hanne Lind om skolegang i 1950’erne i Smørum, fortalte hun mig også en del om hendes opvækst og om livet i Stormosen. Det er vigtigt, at fastholde almindelige menneskers liv tilbage i tiden. Så derfor har jeg lavet dette indlæg om hendes og hendes fars historie i 1950-60’erne. Hun var stærkt knyttet til sin far, så derfor er minderne i særlig grad knyttet til ham og ikke moderen.
Hannes far Aksel Christensen købte en lille ejendom i Stormosen omkring 1940 (inden krigen). Der var knyttet 7 tønder land til ejendommen (1 tønde land svarer til 5.516 m2). Udover selve huset de boede i, var der en lille stald og en lade. Det hele i en lang bygning.
I starten var der nogle høns, et par grise og en ko på stedet. Senere heste. Der var ikke mange penge, så der var tale om små kår. Der gik højspændingsledninger lige forbi ejendommen. Stedet havde ikke nået husnummer, som vi bruger i dag. Postbuddet vidste bare, hvor det var de boede. Ikke ret langt fra ejendommen var en stor lavendelmark.
Lidt forklaring til ovenstående luftfoto.
Øverst til højre ses noget af Smørumvang. Det er Rugvej – den lodrette vej, og sidevejen til venstre er Mosevej. Til venstre herfor ses Balsmosen. Det er den meget mørke plet. Under Rugvej ses nogle hvide bygninger. Det er Buhl Olsens drivhuse og gartneri.
Hannes barndomshjem (husmandssted) ses lidt længere nede fra Olsens gartneri men lidt til venstre.
Familien Jacobsens lille hus ses også lidt til højre for Hannes barndomshjem, hvor der senere var hønseri og en lille skofabrik. Ejendommen grænsede op til Stormosevej lige ved åen.
Nederst på billede ses mistbænke (hvide med streger på billede)
Bemærk, at dengang i 1965 var der stort set kun marker i store dele af Smørumnedre.
På nedenstående kan du med <> i midten flytte fra venstre mod højre eller omvendt og se en sammenligning med 1965 og 2023. Det gør det nemmere, at se hvor tingene har ligget i forhold til i dag.
Der var ikke mange penge at rutte med, så Hannes farfar Oluf hjalp i mange år til om sommeren. Han kunne lave lidt af hvert (handyman) og blev til en stor hjælp for Hannes forældre i de første år på husmandsstedet. Børnene badede også i mosen sammen med deres farfar på lune sommeraftener.
Der var mange opgaver på det lille husmandssted. Hanne havde en bror, der hed Kurt. Han var 7 år ældre end hende. Han blev udlært som rørsmed. Han hjalp også til og installerede centralvarme i huset og lavede et badeværelse.
For at kunne skaffe til dagen af vejen, dyrkede Aksel Christensen i 1940’erne tobak og tørrede bladene i sin lade.
Det var der en del, der gjorde. Tobakken kom til Danmark sidst i 1500-tallet og blev mere udbredt i løbet af 1600-tallet. I 1920-erne var der over 1500 producenter i Danmark med omkring 10.000 personer i faget. Under 2. verdenskrig blev importen af tobak stoppet og derfor kom der rigtig gang i tobaksdyrkningen i Danmark. Men kvaliteten var sjældent særlig god.
Der var selvfølgelig regler for dyrkning af tobak. Der skulle betales skat og videresalg var ikke tilladt. Nu var hele situationen noget anderledes under besættelsen, så der blev handlet udenfor reglerne. En køber hos Aksel videresolgte tobakken og det var ulovligt. Det blev anmeldt og Aksel måtte en uge i fængsel for den forseelse. Han fik dog lov til at afsone i løbet af vinteren, fordi der ikke var så meget arbejde i marken om vinteren. Faktisk fik han lov til at gå på biblioteket under sin afsoning og på den måde kunne dygtiggøre sig ved læsning. Så han fik noget positivt ud af opholdet bag tremmer.
Ved flid og hårdt arbejde fik Aksel og Karen (Hannes mor) Christensen arbejdet sig lidt op. Der blev også råd til en traktor.
Der blev avlet smågrise. Når de var 3 måneder gamle kørte Hanne og hendes far og mor til marked i Roskilde og solgte grisene. Men hvis de ikke kunne få en fornuftig pris for grisene, så blev de taget med hjem igen. Der var naboen på Boesagergård (Krogh), der så overtog grisene til en god pris.
Der blev også dyrket grøntsager på jordene tilhørende det lille husmandssted. F.eks. blev der lavet rosenkål.
Hannes far i arbejde på marken med hestevogn. Foto: privat.
Den blev så plukket om vinteren. Det var koldt. Når det var klaret, skulle rosenkålene nusses (renses). Så satte Hanne og hendes far og mor sig ind i stalden, hvor der var lidt varme fra dyrene og fik lavet det arbejdet. Rosenkålene blev også solgt på marked. Det skete på Grønttorvet ved Nørreport i København. Hannes far kørte med toget til Nørreport med rosenkålene.
Hannes bror fik etableret et vandingssystem i marken, så grøntsagerne kunne vandes uden alt for megen arbejdskraft. Ellers ville det være alt for svært at dyrke grøntsagerne. Vandet blev taget fra mosen.
Om vinteren frøs mosen til og så blev der løbet på skøjter på isen.
Der blev også samlet gæslinger på grene, som også blev solgt på marked. Alt hvad der kunne give lidt indtægt blev udnyttet.
Der var også brug for foder til dyrene, de havde på gården. Derfor blev der dyrket byg og kartofler samt roer.
Hanne var med til at høste og kom til at køre traktor i en ung alder (fra 11 år). Hannes mor var nemlig bange for at køre traktor. Så det job fik Hanne.
Der blev høstet med selvbinder, som traktoren trak. Den høstede kornet og bandt det i neg. Selvbinderen var en primitiv forløber for mejetærskeren.
Negene blev så stillet i ’hobe’ (runde stakke), så de kunne tørre. Det kaldes også for traver og en trave på Sjælland indeholdt 20 neg. Selve tærskning (skille kornet fra negene) skete først senere. Kornet og halmen blev lagt på loftet på gården. Medens negene stod i ’hobe’, skulle det vendes en gang i mellem. Så sprang musene frem, som havde gemt sig i ’hobene’. Det var både voksne mus og unger. Det vrimlede med dem. Ikke så sjovt, synes Hanne.
I høsten hjalp naboerne hinanden med arbejdet. Selv præsten i Måløv kom og hjalp på den store gård Boesagergård, som stadig findes (Smørum Parkvej 2). Der går en historie om, at præsten godt kunne lide at være, hvor der blev bandet og svovlet. Når der blev høstet hos Hannes forældre, så kom hendes mor ud i marken med mad og drikke til høstfolkene.
Man hjalp hinanden meget dengang i 1940-50’erne. Også postbude kunne give en hånd. Hannes mor fik smækket sig ind i kælderen, da døren gik i. Hun bankede og kaldte om hjælp. Det hørte postbuddet og kom hende til undsætning, så hun kunne komme ud igen.
Moderen vaskede tøj en gang om måneden, hvilket var et stort arbejde. Det skete i en stor gruekedel i vaskehuset. Når det var klaret, så var det store vaskedag for hele familien. Hanne var først i bad og resten af familien bagefter. Det var dejligt med det varme vand, kan Hanne huske. Når der blev kombineret med tøjvasken, kunne der spares på energien. Dengang tænkte man også i de baner. Når der ikke var vand nok i brønden, blev der brugt mose vand. Men tøjet blev alligevel pænt hvidt og der skulle ikke bruges så meget sæbe, da mose vand er blødt (meget lidt kalk i vandet).
Hannes far var også ude og slagte grise. Men det syntes Hanne var lidt voldsomt og ikke så rart.
Han klippede også køer om vinteren. Det er nødvendigt, for ellers sveder køerne meget i den varme stald. Så giver de mindre mælk og kan blive syge. Han var f.eks. på Schæffergården, Boesagergård, Nonnemosegård og Skebjerggård (nærliggende gårde) og lave det arbejde.
Intet måtte gå til spilde, for der var ikke mange penge. En lille historie Hanne husker, illustrerer dette meget godt. De havde en griseso (hun-gris), som havde 12 små grise. Desværre var grisemor blev meget syg. Dyrlægen mente ikke, at grisen kunne reddes og havde opgivet at gøre noget. Men Hannes mor plejede grisen og gav den suppe. Hun tog de 12 så grise ind i køkkenet i en kasse, hvor der var varmt. Så fik de små grise flaske af hende. Alle 12 små grise overlevede og blev senere solgt til Jacobsen på nabogården. Grisemoderen overlevede også, takket være moderens ihærdige indsats. Så et tab blev vendt til indtægt.
En sidehistorie er, at Hannes mor ½ år efter var på besøg hos Jacobsen og så også de små grise. De genkendte hende straks. For grise er kloge, som Hanne siger.
Hanne hjalp sin far med mange ting. Men hun holdt meget af at være sammen med sin far. Så det gjorde ikke så meget.
De havde også en hund Molly. Den ses på billedet, hvor Hanne kører traktor.
Det var et lille hus de boede i. På kornloftet var 2 små værelser. Her boede Hanne og hendes bror i en periode i det ene værelse. Det andet brugte Hannes far ind i mellem. Når han snorkede for meget, måtte han ligge der og sove. Da der var et kornloft, var der også mus. De løb på bagsiden af væggen og der var også huller i væggen, hvor de kiggede ud af. På et tidspunkt var de også i stuen.
Men kornloftet kunne også bruges til fest. Så blev kornet skubbes sammen. F.eks. blev der holdt konfirmation på kornloftet. Så kom en kogekone og lavede flot mad til konfirmationen.
De havde også heste. De kunne godt give lidt bøvl. Hannes og hendes far var i hestevogn kørt til købmand Jørgen Andersen i Måløv, som handlede med foderstof og kolonialvare. Medens de var inde i forretningen, satte hestene i løb. De var åbenbart ikke tøjret godt nok. Så for de afsted over jernbanen via viadukten (er nu revet ned) og af snoede veje hjem til hustandmandsstedet. Fortsatte igennem gårdspladsen og stoppede først ved en lille mose, der hørte til stedet. Hannes mor blev helt lamslået, da hun så, at vognen var tom. Heldigvis kom ingen til skade, for det var ikke ufarligt, når heste blev skræmte. Livet kunne godt være farligt på landet.
Hanne havde en ged, som fik 2 søde kid. Hun malkede geden i nogen tid og familien fik smagt på mælken fra geden. De 2 små kid fulgte også Hanne på ferie samt 2 kattekillinger. Hun havde nogle kusiner, som boede i Kastrup. Dem kom hun på sommerferie hos. Kusinerne havde ingen husdyr, så de var meget glade for, at Hanne nogle med. Der blev gået tur med gedekiddene. F.eks. til lufthavnen i Kastrup og ned ad Kastruplundgade. Så var der et optog af børn efter dem. De ville også gerne hilse på gedekiddene. Hanne er ikke så sikker på, om kusinernes forældre var så begejstret for gedekiddene. Men de sagde ikke noget. Der var ”højt til loftet” i deres hjem. Hanne fik også lejlighed til at bade på Helgoland og fik lært at svømme, så hun blev tryg ved vandet. Så hun har mange dejlige minder fra de sommerferier i Kastrup.
Med tiden gik Aksel og Karen over til at dyrke jordbær i stor stil. Der var en lille sø i Storemosen, hvor han kunne hente vand, når der var brug for at vande jordbærrene. For at få jordbærrene modne tidligt, havde de mange hundrede mistbænke med jordbær. Mistbænkene skulle åbnes om morgenen og lukkes om aftenen hver dag.
I jordbærsæsonen hyrede han jordbærplukkere og der kunne være omkring 50, der hjalp med plukningen. Der var mange forskellige folk, som hjalp til og tjente nogle penge derved. F.eks. kom fru tømrer Larsen fra Måløv, men også børn. Der kom også folk, der hørte til ved Edelgave. De var fattige og kunne godt bruge de ekstra penge. Aksel kunne godt finde på, at betale i forskud for at hjælpe. Han kunne selv huske, hvordan det var at være fattig. F.eks. kom en dame, som manglede penge til sit barns konfirmation. Hun fik så et forskud og arbejdede beløbet af i løbet af sommeren. Så i folkemunde gik Aksel under navet jordbær-Aksel.
Nederst i billedet ses mistbænke (sydskråning) og over dem en jordbærmark. Huset er Hannes brors. Husmandsstedet kan ikke ses på billedet. Ligger udenfor billedet oppe til venstre. Foto: privat.
Når jordbærrene var plukket, blev de kørt i bil på grønttorvet ved Nørreport, hvor Aksel havde en fast stadeplads. Hanne var med og de skulle af sted kl. 4 om morgenen. Så hun skulle op kl. 3 om natten. Så det blev nogle lange dage. Men heldigvis faldt jordbærsæsonen i skolesommerferien, så Hanne kunne hjælpe sin far. De første jordbær var meget dyre. De kunne sælges for 100 kroner per 1 kilogram. Hun fik også løn af sin far og mor, når hun hjalp med jordbærrene. Der blev tjent en god skilling, så hun kunne købe en fin grøn Monark cykel og resten af pengene blev sat i Bikuben (bank) i Husum.
Men selvom Hanne ofte måtte hjælpe til i marken, så havde hun et godt og varmt hjem hos sine forældre.
Efter skoletid var der ikke så mange legeaftaler. Nogle gange blev der dog mulighed for at lege med drengene på Boesagergård.
Ofte hjalp Hanne sin far og mor med de mange opgaver på det lille husmandssted. Men der var dog også lidt plads til andre ting. F.eks. var der søndagsskole, hvor der blev undervist i kristendom. Men der blev også serveret kakao og boller. Der blev også givet glansbilleder ud i søndagsskolen, som blev holdt på de nærliggende gårde (Langdyssegård, Stangkærgård og Boesagergård). Blandet andet hos fru Krogh (Boesagergård). En gang i mellem var der også børnefødselsdage, som Hanne kom med til. Så var der lejlighed til at lege med andre børn udenfor skoletiden.
Det skete også, at Hanne fik lov til at ride med karlene Kresten og Kesser på Boesagergård til smeden, når de jyske heste skulle have nye hestesko. Smeden blev kaldt for Smede Frede. Hannes far brugte også ham, som smed. Hun kan stadig huske lyden fra smedehammeren, når Smede Frede arbejdede i smedjen i Smørumnedre på Rendebæksvej.
En sådan tur til smeden var en stor oplevelse for Hanne. Smede Frede underholdt ofte med sin harmonika og sang ved festlige lejligheder. Hannes forældre gik til tysk samme med Smede Frede.
Men det Hanne holdt mest af, var at spille håndbold. Cirka fra 10 års-alderen til 16 år gik Hanne til håndbold. Blandt andet samme med Lise og Inga, som hun også gik i skole med helt op i realskolen (Lindeskolen) i Ballerup. Der blev spillet håndbold i Lille Smørum. Der blev også spillet kampe mod andre hold rundt omkring i omegnen. F.eks. i Ballerup, Herringsløse, Sengeløse og andre steder. Så kørte Hannes far i folkevognsrugbrødet til kampene og havde 6-8 piger med i vognen. Herlige tider med håndbolden, fortæller Hanne. De havde en træner ved navn Else, som Hanne for øvrigt har mødt for ikke så længe siden på museet i Smørumovre. Faktisk mødte hun også Smede Fredes barnebarn der. Sjovt som fortid og nutid kan knyttes sammen.
Som et lille kuriosum kan nævnes, at Hannes forældre har været med Historisk Forening på historisk rejse til Sicilien. Dertil kommer at Hanne også er medlem af Historisk Forening.
Udbygningen af Smørumnedre med parcelhuse og boligblokke trængte sig mere og mere på. Aksel og Karen valgte ikke at sælge sin jord på de første bud. Det gjorde så, at da de i 1960’erne solgte ejendom, fik de en rigtig god pris for den. Da var ejendommen også vokset til 12 tønder land. De var da i 60’erne. Hannes forældre købte i 1968 en grund og byggede et Myresøhus i Stormose kvarteret, ved resterne af den gamle Stormosevej og flyttede dertil fra husmandsstedet.
En stor tak til Hanne (og hendes mand Aage) for at fortælle om barndommen i Stormosen samt at stille private fotos til rådighed.
Kilder:
http://krigendagfordag.dk/1941-havde-man-bare-plantet-tobak/
https://www.svendborghistorie.dk/historier/erhverv/386-tobakkens-historie-i-svendborg-1
Kornets Hus ved Hjørring
Hanne Lind og Aage Lind
Opdateret 09-10-2023
Af Georg Strong
Som medlem af Historisk Forening bliver jeg en gang imellem spurgt om historiske ting i Ledøje-Smørum. Det er bestemt ikke altid, jeg kan svare på spørgsmålet. Historien rummer rigtige mange hændelser, mennesker og ting. Nogle gange pirrer spørgsmålet min nysgerrighed, som da jeg blev spurgt: ”Har der kørt en postdiligence i Smørum?”. Det var mest ordet diligence, som vakte min nysgerrighed. Fantasien løber hurtigt – diligence, John Wayne, indianere, cowboy, seksløbere. Men det holder jo ikke i Danmark. Men måske var det ikke helt ved siden af. Det kommer jeg tilbage til senere
Postvæsnet – nu om stunder Postnord – kender de fleste på godt og ondt.
Allerede langt tilbage i historien, har der været behov for en slags postvæsenet. I starten har det primært været magteliten, der har haft brug for at kunne sende og modtage beskeder og større afstande.
Allerede år 2400 f.v.t. brugte faraoer i Ægypten kurerer til at formidle skriftlige meddelelser ud i riget. Men det var ikke helt et postvæsen, som vi forstår det i dag.
I Persien menes at være oprettet et egentligt postvæsen år 550 f.v.t., som også omfattede de almindelige borgere i samfundet.
I Kina har der også tidligt været et system til at viderebringe ”post”. Inkariget i Sydamerika havde også et organiseret system til at bringe beskeder ud med.
Det velorganiserede Romerrige havde selvfølgelig et system til at bringe ”post” ud med. Det veludbygget vejnet i Romerriget gjorde det også nemt og relativt hurtigt, at bringe ”post” frem og tilbage i riget.
Der blev brugt løbere til at transportere beskederne frem. Over længere afstande kunne en ny frisk løber overtage opgaven, så beskederne kunne komme hurtig frem. Ret tidligt blev også heste anvendt, hvorved hastigheden kunne øges. Der blev etableret ”stationer”, hvor rytteren kunne skifte hest, så et højt tempo kunne holdes over større afstande.
Et sådant system er jo ikke helt billigt, så det har ikke været for den almindelige befolkning (bønder), men for magteliten (konger, adel og kirken) og dem med penge. Den jævne bonde havde nok heller ikke noget behov for at sende beskeder udenbys på skrift. Ofte kunne de slet ikke skrive og læse.
Da samfundene udviklede sig og blev mere avanceret, steg behovet for at kunne meddele sig over større afstande. Tidligere tog kongen rundt i riget (Danmark) med hele ”statsapparatet”, men det ebbede ud i løbet af 1600-tallet. Han var mest i København og havde så behov for at kunne sende beskeder ud til folk i riget.
Så på Juleaftensdag i 1624 fik Christian IV en forordning ud med navnet ”Forordning om Post-Budde”. Der blev oprettet 9 postruter, hvoraf de 8 blev betjent af fodbude. Den 9. rute gik fra København til Hamburg. Den blev betjent af vogn og kunne have breve, pakker og gods med. De 8 andre befordrede kun breve. Fodbude kom igennem købstæderne og overnattede i gæstgiverier, hvor værten fik opgaven med at bringe breve ud til folk i lokalområdet, hvor postruten ikke kom.
Der blev også udnævnt en postmester i København, som havde det administrative ansvar for hele forordningen.
I 1653 overtog en hamburgsk købmand Klingenberg postsystemet. Det blev udvidet med flere ruter og i det Jyske kom personbefordring med i et parallelt system.
Postvæsenet udviklede sig og blev en god forretning. Det fik kongen Christian V øje på og i 1685 forærede han det til sin søn Christian Gyldenløve. Men i 1711 bliver postvæsenet en del af staten. På det tidspunkt – og formentlig før – fik bude og transportmidler m.m. de kendte røde og gule farver.
Der kom flere og flere posthuse til, hvor der f.eks. også kom aviser til med postsystemet. Så posthusene var kilde til nyheder og diskussioner om, hvad der skete i riget. I 1806 startede lokalomdeling af post til Københavnerne. Det blev udvidet til andre byer og i 1865 gældende for alle byer i Danmark. Postruter på landet kom også til i løbet af 1860’erne.
Nu handlede overskriften jo om postdiligence. Så derfor er det spændende, at postvæsenet faktisk indkøbte en sådan cirka år 1800 fra Amerika og indsat på ruten København – Helsingør. Allerede i 1799 var der forsøgsvis indsat en diligence mellem København og Korsør, men ophørte efter få år. Der blev fortsat anvendt åbne vogne, men fra 1817 blev der efterhånden indført lidt overdækning i form af presenninger eller kalecher for at beskytte gods og eventuelle passagerer. Fra 1832 blev lukket vogne tage i brug. Det som vi i dag vil betragte som en form for diligence. De var i brug til 1912. Så der har kørt postdiligencer i Danmark.
En særlig afart af postdiligencen er Kugleposten. Det er en Dansk opfindelse fra 1815 og kørte fra København til Hamburg. Senere kom den også i brug på andre ruter. Den var i brug til 1865. Det ligner lidt Askepots vogn. Kugleformen skulle nedsætte vindmodstand og sikre, at regn løb af vognen. Men også at kusken ikke tog passagerer med på vognen. Det blev der så ændret på andre typer af postdiligencer. Der var nemlig penge i at tage passagerer med.
Førhen tilhørte Smørumovre og Smørumnedre postnummer 2760 Måløv og der var postkontor i Måløv. Allerede i 1852 blev Ballerup Postkontor oprettet og Smørum henhørte under Ballerup postkreds.
En af postruterne for postdiligencen var København – Frederikssund.
Det kan ses på nedenstående billede, som viser postruter i 1845.
Vejen fra København til Frederikssund var og er Frederikssundsvej.
Så postdiligencen har været forbi postkontoret i Måløv. Derfra er breve m.m. blevet bragt ud til befolkningen i Smørum af fodbude, eller man har selv hentet pakker m.m. på postkontoret i Måløv. Mon ikke der også en gang imellem har været passagerer fra Smørum eller til Smørum med postdiligencen.
Så svaret på overskriften må være – nej der har ikke kørt en postdiligence i Smørum. Men den har kørt lige ved grænsen til Smørum sogn og har betjent borgerne i Smørum.
Kilder:
https://da.wikipedia.org/wiki/Postv%C3%A6sen
https://denstoredanske.lex.dk/postv%C3%A6sen
https://www.postnord.dk/om-os/postnord-i-danmark/post-danmarks-historie
http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object67717/da/
https://slaegtsbibliotek.dk/910695.pdf
Museet Enigma
Opdateret 29-09-2023