Foredrag & udflugter:
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Om arkæologiske fund i Værebro Ådal
4. oktober 2018 / 21:30 - 23:30
De tre historiske foreninger i Egedal inviterer til et foredrag ved Lotte Sparrevohn, Kroppedal Museum
“Det forgrenede vådområde omkring Værebro Å har givet os nogle af de mest unikke fund fra Danmarks oldtid. Åen, der har sit udspring i Smørmosen i Herlev bliver mellem Smørum og Veksø til en mægtig ådal. Den er en betydelig grænse, svær at krydse før i tiden, men først og fremmest en god transportmulighed, helt ud til Roskilde Fjord. Ådalen har til alle tider tiltrukket mennesker, og den har været ramme om liv og død i mindst 11.000 år.
Bønderne byggede bopladser og grave, og ind imellem ofrede de smykker og våben i åen og moserne. De ofrede også mennesker ved særlige lejligheder. Måske som gaver til forfædrene og guderne.
Fra åen kommer nogle af Danmarks største offerfund. Bl.a. unikke offerfund som Viksøhjelmene og det store bronzefund fra Smørumovre med 163 bronzevåben. To af landets tre største depoter af tyndnakkede flintøkser kommer også fra vådområdet. Derudover kan nævnes guldarmringe, bronzesmykker, sværd, lerkar, dolke, og meget mere. I foredraget vil Lotte Sparrevohn ridse ådalens rige oldtidshistorie op og foretage nedslag i nogle af de unikke fund og de begivenheder, der fandt sted.”
Der er fri entré, og der kan købes drikkevarer.