Foredrag & udflugter:
Generalforsamling
1. marts 2025 / 14:00
Den årlige generalforsamling afholdes
Lørdag den 1. marts 2025
Klokken 14:00
Smørum Kulturhus
Efter generalforsamlingen er der foredrag om “Sejlskibenes guldalder” ved Ole Sietam.
Det er en optakt til årets (2025) rejse til bl.a. Marstal.
Tag med på en maritim rejse til Marstal og ud på de 7 verdenshave, når Ole Sietam fortæller om sine oldeforældre.
Ole Sietam, der er bosiddende i Viborg, er forfatter og medredaktør på bogen ”Ægteskab på sejlskibskår”. Bogen er en fortælling om hans oldeforældre – ”Hydra” Christensen og hans kone Mikkeline. ”Hydra” Christensen var langtursskipper, mens hans hustru Mikkeline stod for økonomien, hjemmet og de 5 børn i Marstal.
Foredraget bygger på et udsnit af de mere end tusind breve, skrevet i årene 1878 til 1903, af ”Hydra” Christensen, Mikkeline, deres venner, Skibsrederfamilien Harboe i Skælskør og forretningsforbindelser. En brevskat Ole Sietam fandt i en kælder i Schweiz.
Brevene giver et unikt og spændende indblik i en periode der var sejlskibenes guldalder, og fortæller om livet om bord, og ikke mindst hvordan livet var for dem derhjemme. Sømandslivet var i den tid forbundet med hyppige forlis, havarier og pirateri. I hjemmet var glæder blandet med bekymringer: Nåede skibet mon frem? Hvornår kom manden hjem? Kunne de få last i de fremmede lande?
Foredraget er fyldt med rørende beretninger og fantastiske historier.
Mød Ole Sietam når han fortæller om bogens tilblivelse, om sine oldeforældre, og hvordan oldeforældrenes ægteskab fungerede på sejlskibskår.
Opdateret 14-10-2024