Kategori: Lokalhistorie

Vandskelsvejen

Den vigtigste oldtidsvej i vores område, kaldes Vandskelsvejen, Den opstod tidligt i bondestenalderen 3.500 år før Kristi fødsel, og den har stort set fulgt vandskellet mellem Øresund og Roskilde Fjord og dermed krydset Ledøje-Smørumområdet. Transport var lettest der, hvor terrænet var tørrest.
Vigtige vejspor fra Stevnsområdet og fra Lejreområdet samledes ved Hvedshøj nord for Roskilde. Herfra gik vejstrøget via Vadvej i Herringsløse over Hove Vad til Hove. Herfra har vejen formentlig ført forbi Buehøj, langs sydsiden af Hove Langdysse og videre til Smørumovre ad et ukendt strøg, som kan være der, hvor vejen går i dag. En mere østlig vejføring gik vest om Nybølle via Gyngehøj til Smørumovre.
Fra Smørumovre fulgte Vandskelsvejen de mange høje i området, f.eks. Kong Svends Høj, øst om Måløv og via det meget vigtige vadested Gammelvad over Værebro Å ikke langt fra indkørslen til Værløse Flyveplads. Herfra gik vejen tværs over flyvepladsen, vest om Søndersø og videre mod nord til Ryethøj. Fra Ryethøj gik vejen nordpå vest om Farum Sø. Netop her er der et meget tydeligt net af hulveje, der i v-form fører ned mod den tidligere vadested, der mellem Sortemosen og Farum Sø fører videre mod nord. Fra Farumområdet gik vejen videre mod nord gennem Tokkekøb Hegn til vigtige bygder på Nordkysten og Helsingør.

I folderen ” Slettelandet”, udgivet af Oldtidsstifonden, er der forslag til spændende cykel- og bilture i området. Se www.oldtidsstier.dk.

Du kan også læse mere i Vores Egedal.

Opdateret 27-01-2021

Hove Langdysse

Hove Bylaug har søgt midler til en renovering af Hove Langdysse. Beløbet er blevet bevilget, og et samarbejder mellem Hove Bylaug, Kroppedal Museum, Egedal Kommune og lodsejeren er sat i gang. Målet er at fremhæve Langdyssen, der er en af Sjællands flotteste, og at forbedre adgangsforholdene til den. Vi glæder os til, at det spændende initiativ krones med held til glæde for både de lokale beboere og andre interesserede.

Page 6 of 6

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén