Kategori: Foreningen Page 1 of 4

Generelt om Historisk Forening Ledøje Smørum

Referat af generalforsamling 2. marts 2024

 

 

Opdateret 19-03-2024

Generalforsamling lørdag den 2. marts 2024

Ledøje-Smørum Historisk Forening afholdt sin årlige generalforsamlingen lørdag den 2. marts 2024 i Smørum Kulturhus – salen.

Her er en lille reportage fra generalforsamlingen i tekst, lyd og billeder:

Som noget nyt kunne medlemmerne inden generalforsamlingen fortælle (frivilligt), om de ville deltage. Det skete på foreningens hjemmeside. En pæn del af de fremmødte havde gjort dette. Det gav bestyrelsen en bedre mulighed for at tilrettelægge afviklingen af generalforsamlingen.

Medens medlemmerne indfandt sig, blev der kørt en informationsserie på det store lærred om Historisk Forening. Hvis du ikke nåede at se den, kan du se den på hjemmesiden her (klik).

Der var sat kaffe og kage frem på bordene til medlemmerne.

Formanden Finn Sølvbjerg Hansen indledte generalforsamlingen med at byde velkommen.

Du kan høre hans ord ved at klikke på trekanten herunder:

Formand Finn Sølvbjerg Hansens velkomst.

Derefter valgtes Normann Frederiksen til dirigent.
Han konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt efter vedtægterne og dermed beslutningsdygtig.
Han styrede generalforsamlingen i god ro og orden.

Bestyrelsen havde besluttet, at beretningen blev aflagt i 3 dele.
Formanden Finn Sølvbjerg Hansen holdt første del.

Han fortalte blandt andet om foredraget om Egedal manden, foredrag om Venslevrøverne, salgsudstilling ved arrangementer. Du kan høre
hans del af beretningen herunder:

Formand Finn Sølvbjerg Hansens del af beretningen.

Derefter fortsatte næsteformand Line Ludvigsen beretningen og fortalte blandet andet om, besøg af ROMU, Åbent hus søndage, Skolebesøg, QR-koder og Årsskrift.

Du kan høre hendes del af beretningen herunder:

Næstformand Line Ludvigsens del af beretningen.

Carsten Skovbro afsluttede i del af beretningen med blandt andet at fortælle om Visionsgruppen, en ny vision, Års-plan og -hjul, ideer til nye måder at gøre tingene på.

Du kan høre hans del af beretningen herunder:

Carsten Skovbros del af beretningen.

Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen.

Kassereren Niels Henrik Rank gennemgik regnskabet for den forløbne periode. Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.

Kassereren fremlagde derefter et budget for den kommende periode, som generalforsamlingen tog til efterretning. Budgettet indeholdt ingen kontingentforhøjelse, så det er fortsat 225 kr. for enkelt medlem og 325 kr. for ægtepar.

Der var ingen indkomne forslag.

Derefter blev følgende valgt til bestyrelsen:
Finn Sølvbjerg Hansen, Niels Henrik Rank, Bent Thygesen og Annelise Mark Pejtersen.
Der blev valgt 2 suppleanter:
Ingrid Bay og Hans Bindslev
Bestyrelsen består herefter af følgende:
Finn Sølvbjerg Hansen, Niels Henrik Rank, Bent Tygesen, Annelise Mark Pejtersen, Line Ludvigsen, Knud Larsen og Carsten Skovbro.
Samt 2 suppleanter:
Ingrid Bay og Hans Bindslev.
Der var genvalg af 2 revisorer: Ebbe Engmark og Birgit Kragh Larsen.
Som revisorsuppleant blev valgt Normann Frederiksen.

Under Eventuelt fortalte formanden Finn Sølvbjerg Hansen, at han stopper som formand af helbredsmæssige årsager. Han takkede for sin tid som formand. Line Ludvigsen takkede Finn for sin indsats og han modtag en gave og blomster.
Line takkede også Hannah Rank for hendes meget lange tid i bestyrelsen og hendes store arbejde for foreningen. Hun modtog også en gave og blomster.

Line Ludvigsen oplyste, at bestyrelsen har besluttet, at ny formand bliver Carsten Skovbro.


Georg Strong takkede formandskabet Finn og Line for deres store arbejde for foreningen. De siger tit tak til andre, men får ikke så tit en tak. Han fremhævede deres optimisme og parathed til at påtaget sig opgaver. Han overrakte en hoptimist til hver af dem som tak.

Der blev afholdt en lille konkurrence om et sølvsmykke (som foreningen sælger).

Derefter kunne dirigenten afslutte en vellykket generalforsamling med fint fremmøde.

Efter en kort pause holdt museumsinspektør Anders Knudsen fra Stevnsfortet et meget interessant foredrag om dette.

Historisk Forening vil besøge Stevnsfortet på foreningens sommertur 12. maj 2024.

Lidt flere billeder fra generalforsamlingen:


Opdateret 03-03-2024

Interview med Line Ludvigsen på ROMUs hjemmeside

Af Georg Strong

Historisk Forenings næstformand (kvinde) Line Ludvigsen er blevet interviewet af ROMU om Historisk Forenings seneste aktiviteter/initiativer.
Du kan læse interviewet her.

Opdateret 10-01-2024

Julehilsen 2023

Af Georg Strong

Historisk Forenings bestyrelse vil gerne ønske alle foreningens medlemmer en rigtig God Jul og et Godt Nytår.
Ligeledes ønskes læsere af hjemmesiden, samarbejdspartnere og sponsore en rigtig God Jul og et Godt Nytår.

2023 blev igen et år med mange aktiviteter i Forenings regi.
Der er en god interesse fra medlemmerne til deltagelse i de mange tilbud, der har været udbudt.

Det startede i januar med en tur til Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde. Et spændende besøg, da vi også fik lejlighed til at tale med de frivillige, som hjælper Roskilde museum med at drive Købmandsgården.

Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde. Foto Georg Strong

I februar gik turen til Imam Ali Moskèen på Vibevej i København. Vi fik en fin gennemgang af moskèen og hørte om, hvordan moskèen blev brugt af den tilknyttet menighed.

En velbesøgt generalforsamling i marts. Genoplev den her.

Senere i marts var der arrangeret foredrag om Venslevrøverne på Egedal Rådhus i samarbejde med de andre historiske foreninger, Arkivet og Egedal kommune. En drabelig fortælling om organiseret kriminalitet i 1800-tallet.

I maj foregik den årlige sommertur. Den var henlagt til det Sydsjællandske med besøg på Glænø, Høve Valgmenighedskirke, frokost i Skælskør og rundvisning på Holsteinborg Gods. Genoplev turen her.

I juni måned var det så Svenskeslaget. Her var Historisk Forening igen repræsenteret ved telt og aktiviteter. Skenkelsø Mølle var inviteret med i teltet. Du kan se billeder fra Svenskeslaget her.


Sidst i juni var ROMU og lave et sommerarrangement for børn med arkæologisk udgravning og metaldetektor. Smørum gamle Skole lagde lokaler og areal til. En del fandt også ind i vores udstillinger på skolen. Så det var en ganske god dag med mange besøgende. Du kan se lidt fra dagen her.

Årets udlandsrejse til Rügen foregik sidst i august måned i 4 dage. Billeder fra turen kan du se her.

Efter sommerferien blev der i september inviteret til besøg i Ejbybunkeren på Vestvolden i Rødovre. Den var en del af koldkrigs bunkerne i Danmark.

Få dage efter var der et tilbud om foredrag af ROMU om moseofre. Emil Winther Struve fortalte blandt andet om Egedal manden, som nu er landskendt, da flere medier har omtalt dette fund.

Igen i september var nok et tilbud. I et samarbejde med Smørum Bibliotek, blev filmen “Med ret til at dræbe” vist i Smørum Kulturhus. En barsk og interessant dokumentar om stikkerlikvideringerne under 2. verdenskrig i Danmark.

I oktober var der foredraget “Drømmen om Amerika” på Smørum gamle Skole. Om udvandringen til USA.

Sidst i oktober var der igen tilbud til medlemmerne. Denne gang i Roskilde Domkirke. Vi fik 1 times rundvisning af en meget engageret og spændende guide.

Dronning Margrethe I’s sakrofag i Roskilde Domkirke. Foto Georg Strong

I november var igen et samarbejde med Smørum Bibliotek, hvor foredraget “Skibet fra helvede” stod på programmet. En barsk historie om halvdøde kz-fanger, der kom uventet til Danmark på en pram 5. maj. Men også om en fantastisk indsats fra lokalbefolkningen for at hjælpe de stakkels mennesker, da prammen blev opdaget i Klintholm havn.

Sidst i november blev holdt billedaften for deltagerne på Rügen turen.

Det sidste arrangement i 2023 blev holdt 1. december med den traditionsrige reception for udgivelsen af Årsskriftet. Du kan genopleve lidt af receptionen her.

Der har været 4 udstillinger i montren på Smørum Bibliotek med følgende temaer:
“Jul og kommunikation” 1/12 2022 – 23/2 2023
“Håndarbejde” 23/2 2023- 27/7 2023
“Dåbsdragter m.m.” 27/7 – 23/11 2023
“Juletid og vintertid” 23/11 2023 – x/x 2024″

Nyhedsmontren i museet (opsat i gangen april 2023) på Smørum gamle Skole har haft 2 udstillinger af indkomne genstande i 2023.

I salen på Smørum gamle Skole har der i montre 5, 6 og 7 været ny udstilling fra 24/1 2023 med følgende 3 temaer “Dåser”, “Personlig pleje” og “Billedfremvisere”.
I Stadsstuen og i Julies køkken er opsat Hollandske Kakler, som vi modtog sidst i 2022.
I garderoben på Smørum gamle Skole er der blevet opsat et keramisk relief fra Smørum friskole og et skilt fra LSB.

Der har været holdt Åbent hus på museet 10 søndage i løbet af 2023. Det er meget forskelligt, hvor mange der kommer. Men det er indtrykket, at der har været et stigende antal besøg.

Museet har modtaget ca. 20 donationer af genstande (en donation kan godt indeholder flere genstande) i 2023.
Der er registret 145 donationer i 2023. Grunden til at dette tal er meget højere end de modtagne donationer i 2023 er, at registreringsarbejdet har været nødlidende i nogle år på grund af manglende arbejdskraft. Den manglende registrering arbejdes der intens på at indhente nu.

Desværre blev sommerens kraftige regnbyer en kedelig oplevelse for museet. Den lille kælder under museet blev nemlig oversvømmet og flere genstande blev vandskadet i en grad, så de måtte opgives. Kælderen er nu opgivet som opbevaringsrum.
Foreningens formand Finn Sølvbjerg Hansen har gjort et kæmpe stykke arbejde, for at få Egedal kommune til at løse vandproblemerne. Heldigvis er der sket flere ting fra Egedal kommunes side, for at få løst vandproblemet og mere er på vej.
Godt arbejde formand!

Hjemmesiden har også bidraget med masser af information.
Der har været 26 indlæg om lokalhistorien, nyheder i montre, osv., osv.
Derudover er løbende opdatering af en række informationer om foreningen. F.eks. hvem sidder i bestyrelsen, hvordan kontaktes foreningen, indmeldelse i foreningen, arrangementer, nyheder om historien generelt, osv.
Flere indlæg har haft flere hundrede opslag og et par stykker har passeret 1000 opslag. Så der er en del besøgene på hjemmesiden.

Så der har været pænt meget aktivitet i 2023.
Foreningen hviler ikke på laurbærrene.

Tak til alle som bidrager til foreningen ved at deltage i arrangementer eller
hjælper til som frivillig.

God Jul til alle

Frederiksborg Slot, Hillerød, den 4. december 2023 i julestemning. Foto Rasmus Jensen.

Opdateret 13-12-2023

Vi søger en ny kasserer

Vi søger en ny kasserer

Vores kasserer trækker sig tilbage ved generalforsamlingen i 2024.
Vi søger derfor en ny kasserer. Læs mere i denne folder.
Har du lyst til at være kasserer, eller kender du måske nogen, som gerne vil, så hører vi gerne fra dig.

Venlig hilsen
Bestyrelsen for Ledøje-Smørum Historisk Forening

Opdateret 12-05-2023

Svenskeslaget 2023

Husk at besøge Svenskeslaget
søndag den 4.juni 2023

På det grønne område bag Kulturhuset
i Smørumnedre, Flodvej 68, 2765 Smørum.

Der er aktiviteter fra kl. 11:30 – 16:00.

Husk Historisk Forening har sit eget telt med aktiviteter – f.eks. fremstilling af prangerpunge, møntslagning og savning, samt en salgsbod med historiske effekter og bogudgivelser. Men derudover foregår der en masse spændende aktiviteter på pladsen. Læs mere i folderen.

Programfolder for Svenske Slaget 2023

Link til Egedal kommunes pressemeddelelse om Svenske Slaget 2023

Opdateret 26-05-2023

Referat af generalforsamling 4. marts 2023

Opdateret 19-04-2023

Generalforsamling lørdag 4. marts 2023

Af Georg Strong

Ledøje-Smørum Historisk Forening holdt sin årlige generalforsamling lørdag den 4. marts 2023.

Her er en lille collage i tekst, lyd, og billede fra generalforsamlingen

Formanden Finn Sølvbjerg Hansen indledte generalforsamlingen med at byde velkommen.

Du kan høre hans ord ved at klikke på trekanten herunder:

Formanden Finn Sølvbjerg Hansens indledning

Derefter valgtes Normann Frederiksen til dirigent.
Han konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt efter vedtægterne og der med beslutningsdygtig.
Han styrede generalforsamlingen i god ro og orden.

Formanden holdt bestyrelsens beretning. Du kan høre den ved at klikke på trekanten herunder:

Formanden Finn Sølvbjerg Hansen aflægger bestyrelsens beretning
Formanden Finn Sølvbjerg Hansen aflægger bestyrelsens beretning

Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen.

Kassereren Niels Henrik Rank gennemgik regnskabet for den forløbne periode. Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.
Kassereren oplyste, at han vil fratræde som kasserer om 1 år. Så hvis nogen blandt medlemmerne vil påtage sig den opgave, så bedes de give bestyrelsen besked. Niels Henrik er parat til at sætte en efterfølger ind i opgave inden næste generalforsamling.

Kassereren Niels Henrik Rank aflægger regnskab


Under indkomne forslag foreslog bestyrelsen ændringer til vedtægter. Forslaget var på forhånd udsendt til medlemmerne i Smånyt januar 2023.

Georg Strong fra arbejdsgruppen, som har udarbejdet forslaget til bestyrelsen, gennemgik/begrundede de enkelte ændringer til vedtægterne.
Efter en kort debat på generalforsamlingen, blev forslaget i sin helhed godkendt af generalforsamlingen.

Kassereren fremlagde derefter et budget for den kommende periode, som generalforsamlingen tog til efterretning. Budgettet indeholdt ingen kontingentforhøjelse, så det er fortsat 225 kr. for enkelt medlem og 325 kr. for ægtepar.

Generalforsamlingen valgte følgende til bestyrelsen m.m.:
Bestyrelsen: Line Ludvigsen (genvalg), Annemarie Teuber (genvalg), Knud Larsen (genvalg) og Carsten Skovbro (ny).

Suppleanter til bestyrelsen: Hannah Rank (genvalg), Ingrid Bay (genvalg), Bent Thygesen (fra medlem til suppleant) og Annelise Mark Pejtersen (ny)

Revisorer: Ebbe Engmark (genvalg) og Birgit Kragh Larsen (genvalg)

Revisorsuppleant: Norman Frederiksen (genvalg)

Næstformand Line Ludvigsen fortalte om kommende aktiviteter.

Næstformand Line Ludvigsen fortæller om kommende aktiviteter


Blandt andet om mindre ændringer i programmet for sommerturen, og en efterlysning af hjælpere til Svenskeslaget (tilmeldingsseddel gik rundt).
Line fik fortalt om Visionsgruppens arbejde, hvor der nu er lavet oversigter over arbejdsopgaver i foreningen. Ekstra hænder til det fortsatte arbejde ville være dejligt. Powerpoint præsentationen til dette ligger på hjemmesiden, men du kan se det direkte ved at klikke på Visionsgruppens præsentation.

Under eventuelt fortalte Sten Asger lidt om Kroppedal Museums aktiviteter.

Derefter kunne dirigenten afslutte en vellykket generalforsamling med flot fremmøde.

Se PowerPoint præsentationen fra generalforsamlingen herunder:

Efter en lille pause efter generalforsamlingen fortalte Panter Rejser om den kommende rejse til Rügen i august 2023.

Flere billeder fra generalforsamlingen:

Opdateret 02-03-2024

Julehilsen 2022 til medlemmerne

 

Historisk Forenings bestyrelse vil gerne ønske alle foreningens medlemmer en rigtig God Jul og et Godt Nytår.

I 2022 kom aktiviteterne igen i fulde omdrejninger.

Corona drillede stadig lidt i starten af 2022 med første arrangement 25. januar, hvor Inga Nielsens foredrag “Glimt fra oldtidens Ledøje og Smørum”, måtte holdes med stolene stillet op uden borde. Men det var jo billigt sluppet i forhold til tidligere, hvor mange arrangementer helt måtte aflyses.

Turen den 8. februar til Den russiske ortodokse Kirke blev helt udsolgt, og kunne afholdes uden corona-tiltag.

Generalforsamlingen kunne holdes på normal vis den 5. marts. Efter generalforsamlingen holdt Rikke Falck fra Egholm slot et meget inspirerende foredrag om Egholm, som vi skulle besøge på sommerturen.

Den 10. marts var der foredrag om rytterskolerne af lokalhistorikeren Niels Ulrik Kampmann Hansen fra Gentofte Lokalhistoriske Forening. Rytterskolerne havde nemlig 300 års fødselsdag.

Allerede den 25. marts var næste arrangement. Et besøg på Villum Window Collection i Søborg, hvor vinduets historie igennem flere hundrede år, er vist i en meget flot udstilling. Overraskende hvor interessante vinduer kunne være.

Hangar 2 på Værløse Flyveplads blev besøgt 5. april til endnu et udsolgt arrangement. Her var blandt andet et meget bevægende foredrag om redningshelikopternes historie og arbejde. Redningshelikopterne har ved mange lejligheder reddet folk under meget vanskelige forhold.

Kun 2 dage efter, var endnu et tilbud “Forsvundne arvinger” på Egedal rådhus. Et fælles arrangement med Egedal kommune, Slægtsforskerne i Egedal og de historiske foreninger. Her holdt Adam Jon Kronegh fra Rigsarkivet foredrag om Rigsarkivet, og hvad det indeholder. Han er kendt fra  DR udsendelserne “Forsvundne arvinger”. Historisk Forening havde en stand med genstande fra museet, der kunne beses i pausen.

Et udsolgt besøg på CopenHill på Amager den 10. maj, hvor man kunne se og få noget at vide om dette specielle sted.

Svenske Slaget blev afviklet 22. maj, hvor Historisk Forening også var tilstede med en bod. Her blev f.eks. lavet prangerpunge i stor stil.

Historisk forenings 50 års jubilæum kunne fejres den 9. juni i Smørum Kulturhus, hvor mange medlemmer, venner, sponsorer, m.fl. var mødt op og hyldede foreningen. 
I anledning af jubilæet var der også åbent på museet i Smørumovre den 12. juni.

Sommerturen foregik den 19. juni, hvor Egholm slot og museum (krigsmateriel og historie fra 2. verdenskrig) blev besøgt. Bagefter gik turen til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm med frokost lige inden Sporvejsmuseet blev besøgt. En fin dag med mange indtryk fra de 2 meget interessante museer.

Den 23. august blev arrangementerne genoptaget efter sommerferien. Det var med et foredrag om Danske krigssejlere under 2. verdenskrig. Et lidt rystende foredrag om, hvor dårligt de Danske krigssejlere blev behandlet under 2. verdenskrig og efter krigen.

Endnu en tur på Værløse Flyveplads den 8. september, men denne gang til de historiske sten, der fortæller om områdets historie fra lige efter istiden til nutiden. Stenhugger Olav Johannisson fortalte selv historien om stenene, som han har udhugget.

Årets udlandsrejse gik til Sydengland fra 18-25. september. Her blev mange historiske steder besøgt.

I et samarbejde med Smørum bibliotek, blev der 28. september holdt et foredrag i Smørum Kulturhus om Store Nordiske Krig med forfatteren Dan H. Andersen.

Et besøg i Smørum kirke 11. oktober blev afholdt i samarbejde med præst Edith Tingstrup. Her fik vi mange spændende historier om kirken og dens interessante kalkmalerier.

Robert Storm Petersen var emnet for et foredrag den 25. oktober med Erik Lindsø som foredragsholder. Et foredrag der flere gange var blevet udsat på grund af corona, men nu kunne gennemføres.

Det medicinske museum Museion i Bredgade Købehavn blev besøgt 8 november. Et meget pædagogisk museum med god information om lægegerningens og medicinens udvikling fra oldtiden til nu. Men rummede også lidt uhyggelige ting.

Den årlige reception for udgivelsen af Årsskrift blev afholdt 2. december. Endnu en gang med flot præsentation af Årsskriftet ved Inga Nielsen. Der var også mulighed for at se museets udstillinger – f.eks. de nye modelhuse (50-er miljø),  vi har modtaget i 2022.

Hjemmesiden har bragt adskillige indlæg i 2022. F.eks. historien om kulde førhen og historien bag Svenske Slaget.

Montren på Smørum bibliotek har også dannet rammen for flere udstillinger. I 2022 blev det til følgende:
– Vægte i hjemmet (start 31.1)
– Legetøj (start 9.5)
– Carmen Curlers (start 27.10)
– Jul og kommunikation (start 1.12)

Billedcollage fra 2022:

Tak til alle som bidrager til foreningen ved at deltage i arrangementer eller
hjælper til som frivillig.

God Jul til alle

Opdateret 21-12-2022

Reportage – Årsskrift 2022 – reception 2. december 2022

Af Georg Strong

Endnu en gang kunne Ledøje-Smørum Historisk Forening holde reception, fordi endnu et Årsskrift var blevet fremstillet.
Receptionen blev holdt på Smørum gamle Skole i Smørumovre.
Medlemmer, sponsorer og særlige gæster var indbudt, som var mødt flittigt op. Ekstra stole måtte bringes ind i salen, så alle folk kunne sidde ned.

Formanden Finn Sølvbjerg Hansen indledte reception ved at byde alle på et glas.
Da alle havde forsynet sig, holdt formanden den indledende tale.

Du kan høre talen ved at klikke på nedenstående:

Formandens tale

Derefter gav formanden ordet til Inga Nielsen, som er den store drivkraft bag Årsskriftet.

Inga Nielsen fortæller om Årsskrift 2022

Du kan høre Inga’s omtale af Årsskrift 2022, ved at klikke på nedenstående:

Inga Nielsens omtale af Årsskrift 2022

Efter Inga’s tale om Årsskriftet, havde Peter Kærgaard Petersen bedt om ordet, da han gerne ville fortælle lidt om hans gode ven Børge Schultz, som er omtalt i Årsskrift 2022. Børge var død i sidste uge og begravet i går.

Peter Kærgaard Petersen taler om Børge Schultz

Du kan høre Peter’s tale, ved at klikke på nedenstående:

Hør Peter Kærgaard Petersens tale

Formanden takkede for indlæggene og fortalte, at man kunne hente sin kuvert med Årsskrift og Smånyt i værelset ved køkkenet. Han opfordrede også til, at man gik ned ved bagindgangen og så de flotte modelhuse, som Historisk Forening har fået af Claus Friis i 2022.

Derefter var der almindelig snak og hygge, inden receptionen sluttede kl. 18.

Billeder fra receptionen kan ses herunder:

Opdateret 02-12-2022

Page 1 of 4

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén