Af Georg Strong

Årets rejse i Historisk Forening gik i 2024 til Grækenland. Det sidste land der mangler af Middelhavets nordsiden, som Historisk Forening har besøgt igennem årene.

Meget praktisk havde Finn Sølvbjerg Hansen arrangeret en bus med 5 forskellige opsamlingssteder i Ledøje-Smørum. Så det var nemt at komme til Københavns lufthavn lørdag eftermiddag den 28. september 2024. Vi blev dog forsinket lidt på busturen, da der var vejarbejder på motorvejen og andre steder. I lufthavnen blev alle 28 deltagere checket ind til SAS-flyet til Athen. Efter lidt forsinkelse kom flyet i luften og turen mod Athen gik henover Østeuropa. Inden vi nåede Athen, kunne vi se en flot solnedgang fra flyet.

Indflyvning til Athen lufthavn med solnedgang

Alle fik heldigvis deres kuffert udleveret og en bus kørte os til hotellet Golden City, 46 Marni str. i Athen. Vores egen guide Jens Jørgen Nielsen fortalte lidt om Athen og programmet undervejs. Nogle gik i byen for at få lidt aftensmad, da der ikke var madmulig på hotellet på det tidspunkt.
Det lokale kvarter var præget af misligholdelse, hjemløse og narkomaner. Så det var ikke helt så trygt at færdes i om aftenen, men alle kom godt ud og hjem til hotellet igen.

Søndag morgen 29. september 2024 var der morgenmad på hotellets 8. sal, hvor der var en imponerende udsigt.

Efter morgenmaden kørte vores bus os kvarteret ved Det Ny Akropolis Museum og satte os af. Vores lokalguide Gabriella var kommet med os fra hotellet. Hun fortalte om Athen på turen. Vi gik over til museet, medens Gabriella på flot Engelsk fortalte, om alt det vi mødte. En guide med en enorm viden om Grækenland og som delte rundhåndet ud af sin viden.

Det Ny Akropolis Museum i Athen

Inde på det store museum fortalte Gabriella, om de ting vi så. Der var virkelig meget at se på – staturer, friser, søjler, krukker, modeller, osv.

Staturer på Det Ny Akropolis Museum i Athen

Efter besøget på museet var det tid til frokost på egen hånd.

Efter vi var samlet alle igen, gik vi op til Akropolis. Det var temmelig varmt – 34 grader, så der skulle drikkes godt med vand. Det gik også pænt meget opad, da Akropolis ligger på en bakketop. Så der blev svedt en del. Men det var ulejligheden værd.

Panthenon-templet på Akropolis i Athen

Efter besøget på Akropolis, kørte bussen tilbage til hotellet, men med et stop ved Panathinaiko Stadio, som har plads til 50.000. Det har været brugt ved Olympiaden 1896.

Panathinaiko Stadio i Athen

På hotel Golden City blev middagen indtaget om aftenen.

Mandag morgen 30. september 2024 – efter morgenmaden på hotellet – kørte bussen os ud gennem Athen. Ved Korinthkanalen blev der gjort holdt, for at vi kunne se Korinthkanalen og finde lidt at spise. Den er 6,3 km lang og 25 meter bred. Siderne ned til vandet er op til 80 meter dybe.

Korinthkanalen

Næste stop var ved Mykene, hvor vi først besøgte det arkæologiske museum, som rummer genstande fra udgravningen ved Mykene.

Gravfund fra Mykene – Det Arkæologiske Museum

Efter museet gik vi op til ruinerne af paladset i Mykene. Et imponerende anlæg, som blandt andet indeholder den berømte Løveport. Vi skal 3-4000 år tilbage i historien. Meget tankevækkende.

Løveporten ved indgangen til paladset i Mykene

Nogle af deltagerne tog også turen op til toppen af paladset, som ligger på en bakketop 278 meter over havet. En flot udsigt derfra.

En kort buskørsel og vi var ved Atreus’ skatkammer, som også blev besøgt.

Atreus’ skatkammer – vores lokalguide ses til venstre i billedet

Hen på eftermiddagen nåede vi så frem til Tolo og blev indlodgeret på Hotel Tolo og nogle få på hotellet Flisvos Hotel lige ved siden af.

Udsigten fra hotellet ud over havet med den lille ø Koronisi var betagende.

Tirsdag den 1. oktober 2024 startede med en meget flot solopgang.

Udsigten fra hotellet i Tolo en tidlig formiddag

Vi tog til amfiteatret Epidaurus, som er fra år 340 f.kr. Det er meget velbevaret og har en fantastisk akustik, hvilket blev afprøvet af deltagerne. Nogle gik helt op på de øverste siddepladser og kunne tale med dem på scenen uden problemer.

Amfiteatret Epidaurus

Udsigten fra øverste række var bestemt værd anstrengelser ved at gå helt der op.

I samme område som Epidauros teatret var en masse ruiner fra det gamle Grækenland. Der var lavet et lille museum, med artefakter fra området, som vi fik besøgt.

Lægeinstrumenter fundet i området Epidaurus

Men ruinerne af templer, bade, stadion, osv. så vi også.

Abaton – tempel for helbredelse

Der var rigtig meget at se på, som vi også oplevede dagene før.

En hurtigt frokost blev indtaget i Napflion og så videre til besøg på vingården Ktima Skouras. Her fik vi en rundvisning på vingården og så deres vinkælder, showroom og pakkeriet. Derefter var der prøvesmagning af 4 forskellige vine. Vingården producerer 800.000 flasker vin om året.

Vinkælderen på Ktima Skouras

Så gik det tilbage til Tolo, hvor vi havde nogle timer på egen hånd inden aftensmaden.

Onsdag den 2. oktober 2024 kom vi på en længere køretur med bussen, da vi skulle til Olympen. Så der var tidlig afgang med bussen kl. 7:45. Der var et pitstop oppe i bjergene på en ganske flot rasteplads med en meget velforsynet butik. Så både kaffe og kage, eller mad kunne købes der, foruden en masse turistting. Det var dog køligt, da vi var oppe i bjergene.
Efter en længere køretur, nåede vi frem til Olympia. Det er faktisk en ret stort område – ca. 3 km2 stort med templer, stadion, gymnasium, osv. Vi fik en fin rundtur og masser af information af vores lokalguide Gabrielle om området. Vi så f.eks. hvor den olympiske fakkel bliver tændt (nyere tid – Hera-templet) og stedet (stadion), hvor der i det gamle Grækenland blev holdt Olympiske Lege. Faklen bliver i øvrigt tændt ved hjælp af et særligt spejl, som kaster solens stråler på faklen og tænder den.

Station på Olympia, hvor de Olympiske Lege blev afholdt i det gamle Grækenland

Efter vi havde gået rundt i ruiner på Olympia, besøgte vi det Arkæologiske Museum på Olympia. Her blev vist mange ting, som var fundet i de arkæologiske udgravninger på Olympia.

Ting på det Arkæologiske Museum Olympia

Der var frokost på egen hånd i byen Olympia.

Næste stop var en olivengården Koufolias, hvor der bliver fremstillet olivenolie. Vi fik set hele processen fra oliven kommer ind til den er omdannet til olie. Bagefter smagte vi på forskellige varianter af olivenolie.
Vi drak det rent, hvilket var en speciel oplevelse, da det kradser temmelig meget i halsen. Så vand og brød skulle indtages lige efter, for at dæmpe kradseriet.

Maskineri der bruges i processen til at fremstille olivenolie

Derefter gik turen tilbage til hotellet i Tolo og med aftensmad kl. 20:00.

Torsdag den 3. oktober 2024 stod den igen på udflugt. Turen gik først til Argos, hvor vi besøgte det lille – men fine museum Byzantine Museum of Argolis. Som navnet antyder, handlede det om den Byzantinske periode. Et velorganiseret museum, som i høj grad handlede om den almindelige befolknings liv i den Byzantinske periode.

Byzantinske museum i Argos – kvinders smykker og parfume

Turen fortsatte til Nafplion, hvor vi startede med at besøge den imponerende borgruin Palamidi, som ligger højt på en klippe i byen Nafplion. Den er bygget af Venezianerne i starten af 1700-tallet.

Borgen Palamidi i Nefplion

Efter at have travet rundt på borgen Palamidi, tog vi ned til Nafplion. Her viste vores egen guid Jens rundt i byen, som er en meget smuk by. Vi besøgte blandt andet en ortodoks kirke og så en Cannabisforretning. Bagefter gik vi rundt på egen hånd og fik også spist frokost i Nafplion.

Syntagma Pladsen i Nafplion

Aftensmad blev indtaget på hotellet i Tolo.

Fredag den 4. oktober 2024 var der ingen planlagte udflugter. Så den enkelte kunne selv vælge, hvad der skulle ske. Nogle tog igen til Nafplion med den offentlige bus, men de fleste blev i Tolo og gik rundt og så byen, badede, osv.

Aftenen gik med “festmiddag” og fællessang i baren og optræden af Finn Sølvbjerg med sin efterhånden legendariske sang om Islandske Sild.

Lørdag den 5. oktober 2024 skulle vi hjem, men flyver afgik først kl. 21:45 fra Athen, så der var mulighed for at gå en tur i Tolo.

Tolo set fra bjergsiden i Tolo

Kl. 13 var næsten hele gruppen samlet på en Græsk fiskerestaurant i Tolo, hvor frokosten blev indtaget – fisk på Græsk facon.

Her blev frokosten indtaget med fisk på menuen

Så kørte bussen os til lufthavnen. Dog med 2 pitstop undervejs, blandt andet ved Korinthkanalen, så den kunne beses endnu engang.

Efter noget ventetid i lufthavnen i Athen, nåede vi København lidt over 24. Heldigvis holdt Kaj i lufthavn med bussen, så vi hurtigt var i Smørum/Ledøje.

En rigtig god tur med masser af oplevelser, varme og sol.

En stor tak til Hannah Rank, som har ydet en stor indsats, for at få denne tur i stand.
Også en tak til vores guide Jens Jørgen Nielsen, som gav os en masse viden om Grækenland og fik tingene til at glide fint.
Endelig en tak til den lokale guide Gabriella, som øste af sin meget store viden om Grækenland

Opdateret 10.10.2024