Du kan få læst teksten op ved at klikke i nedenstående:
Skolestuen fra ca. 1950
Af Line Ludvigsen
”Skolestuen” er skabt i et hjørne af den oprindelige skolestue, der lå i gavlen og gik gennem hele huset ud mod gadekæret, og er forsøgt holdt i de rigtige farver mm. Skolepultene (bemærk blækhusene), reolen og skabet stammer fra Smørum Friskole. Skolepultene har dog oprindeligt stået på andre skoler og blot brugt til leg på Friskolen i 1970’erne. Andre effekter kommer fra Søagerskolen og andre skoler i kommunen.
De udstoppede fugle i skabet er lavet af lærer Karl Chr. Grove Rasmussen og elever på Smørum Friskole.
Orglet stammer fra Højtoftegård i Ledøje og har tidligere stået i en skole indtil 1917.
Katederet har været brugt i den grønlandske bygd Kagssiarsuk (Brattahild) i skolekapellet fra 1936. Ved fløjdøre adskiltes kirkerummet fra skolestuen. Da der blev bygget en ny skole, blev katederet købt af Viggo Asmussen, der gav det til Ledøje-Smørum Historisk Forening.
Figurerne, der er lavet til foreningen af kunstner Lisbeth Stevens, forestiller en lærer (kan måske genkendes som Poulin Nielsen) og to elever af forskellige aldre, idet læreren i landsbyskolen underviste børn på forskellige klassetrin samtidig.
Det lille billede med ”Fyrtøjet” stammer fra Hove Forskole. Da skolen blev nedlagt og eleverne flyttet til den nye Centralskole (senere Søagerskolen) i 1959, fik de små elever lov til hver især at få en ting fra deres gamle skole. Dette billede fik Bjarne Opprud Jakobsen med sig til sit barndomsværelse.
På reolen inden for døren ses bl.a. bogstavkasser, fysikredskaber, små tavler til grifler, kuglerammer og diverse skolebøger. Oven på reolen står en stor kugleramme, som læreren kunne bruge til demonstration ved undervisning i regning. Den er nok allerede brugt i første halvdel af 1900-tallet.
Bemærk også billederne af Kong Frederik den 9. og af H.C. Andersen, samt de mange fysikredskaber og skolebøger. På katederet ligger protokollen opslået. Her genfinder man navne på elever fra 1950’erne. Der er anført fremmøde, vaccinationer m.m.
Malmklokken, der hænger over åbningen til garderoben og skolestuen, stammer fra Smørum Friskole. Den benyttes i dag af foreningen til at markere åbning af foredrag o.l. arrangementer.
Opdateret 11-06-2023