Kong Valdemar var ofte på jagt ved Ledøje, og bonden Jens Larsen, som boede her, måtte altid holde sine porte åbne for ham.
En aften var bonden taget til Jonstrup for at stjæle nogle kæppe, som han skulle bruge, når han ville tække sit tag. Da hørte han stærk hundeglam, og først troede han, at det var sognefogedens støvere, der var efter ham, men pludselig sværmede en mængde spættede hunde omkring ham. Deres øjne hang langt ud af hovedet på dem og ned til snuden, og straks så han en rytter komme farende på en hovedløs hest. Hundene forsvandt, og han hørte raslen af lænker, så vidste Jens Larsen godt, at det var kong Valdemar, der var på farten.
Sagnet er gengivet efter Evald Tang Kristensens ”Danske Sagn II” side 113, og det er et af 49 sagn, som alle handler om forskellige farende uhyrer.
Valdemar Atterdag blev ved sin død begravet i Vordingborg, men få år senere blev han efter sin datter Margrete den Førstes ønske flyttet til Sorø Klosterkirke, hvor hans sarkofag stadig befinder sig. Foto: Fra internettet.
Valdemar Atterdag får aldrig fred
Der findes mange sagn om Valdemar Atterdag. De foregår alle på Sjælland, og kongen rider altid rundt med sit jagtfølge om natten i stedet for at komme i himlen. Det skyldes, at Kong Valdemar på et tidspunkt sagde til Vor Herre, at han gerne måtte beholde himmerige, hvis blot han kunne få lov til at beholde sit Gurre. Den slags siger man ikke ustraffet, og derfor fik Kong Valdemar eller Kong Volmer, som han også ofte kaldes i sagnene, aldrig fred efter sin død på Gurre Slot i oktober 1375. Han rider hvileløst rundt om natten, og på Gurre Slot spøger det stadigvæk.
Her er oplysningerne i seks brochurer, som Oldtidsfonden tidligere har udgivet, samlet i kort og overskuelig form.
Bogen kan blandt andet købes i Bog & Idé i Ballerup og i Stenløse Boghandel.
Gå på opdagelse langs Vandskelsvejen
Af Inga Nielsen
I bogen ”Turguide – Oldtidsstier i Nordsjælland” er der forslag til seks ture i de landskaber, som Vandskelsvejen gennemløber. Bogen, der er i praktisk lommeformat, er forsynet med illustrative kort med beskrivelser af landskabet og de kulturhistoriske steder, man møder undervejs. Få af turene gennemføres bedst i bil, mens de fleste egner sig både til en tur på cykel eller en gåtur. Her er inspiration til mange timer, hvor natur og kulturhistorie mødes. Bogen er udgivet af Oldtidsfonden, og her er oplysningerne i seks brochurer, som Oldtidsfonden tidligere har udgivet, samlet i kort og overskuelig form. Bogen kan bl.a. købes i Bog & Idé i Ballerup og i Stenløse Boghandel.
Skovlunde Flyveplads
Bogen er udgivet af Ballerup Historiske forening i 2023. Den fortæller historien om Skovlunde Flyveplads.
Bogen koster 150 kr. og kan købes i museumsbutikken på Ballerup Museum. Desværre er der ingen nethandel, så man er nødt til at møde op i butikken, hvis man vil købe bogen.
Fra 1946 til 1980 lå der en flyveplads i Skovlunde i Ballerup Kommune. Mange mennesker havde glæde af pladsen, hvorfra der blandt andet blev fløjet skole-, taxa- og privatflyvning. Men beboerne i Skovlunde var ikke altid lige begejstrede for de små sportsmaskiner. Flyvepladsen blev grundlagt af eventyreren og vovehalsen Morian Hansen, som var en farverig, men også kontroversiel person. Han var speedwaykører og havde privatflyvercertifikat, og ved 2. verdenskrigs udbrud gik han i tjeneste i Royal Air Force. For sin indsats modtog han en lang række ordner og medaljer, som i dag kan ses på Ballerup Museum sammen med hans speedwayhjelm. I tidens løb blev der på flyvepladsen etableret en række flyselskaber. Den største af disse virksomheder var Copenhagen AirTaxi, hvis direktør Kenneth Arly Larsen har været en vigtig kilde til bogen. Bogen ”Skovlunde Flyveplads” er skrevet af Svend Jørgen Jensen og Henning Petersen, der begge er frivillige medarbejdere ved Ballerup Museum og medlemmer af Ballerup Historiske Forenings bestyrelse. Svend Jørgen Jensen er desuden redaktør af foreningens tidsskrift Byhornet og forfatter til flere lokalhistoriske bøger. Bogen indeholder en mængde fotos fra Skovlunde Flyveplads samt fotos af fly, som Henning Petersen har taget på flyvepladsen fra 1966 til 1980.
Udviklingen i Ledøje-Smørum området har budt på lidt af hvert indenfor de sidste 100 år. De små landsbyer har nogle steder udviklet sig til større samfund. Set oppefra (med luftfoto og kort) er det tydeligt. Også at udviklingen har været meget forskellige i de 5 områder, (Hove, Ledøje, Nybølle, Smørumnedre og Smørumovre), jeg vil prøve at vise. Det er ikke helt nemt, at finde luftfotos, som kan anvendes. Men jeg har valgt nogle ud, som med god vilje kan illustrere det ønskede. Nybølle har desværre ikke være muligt at vise med luftfoto. I stedet har jeg anvendt kort.
Ledøje
Ledøje fra 1930 og igen fra 2021. Træk i <> for se forskellen.
Ledøje har en del udbygning på den nordlige side, men ellers har Ledøje bevaret meget af sit oprindelige præg.
Hove
Luftfoto af Hove fra 1929 sammenlignet med Google Map Satellit 2021. Træk i <> for at se forskellen.
Hove har ikke været præget af store ændringer, men der er lidt.
Smørumovre
Smørumovre i luftfoto fra 1930 sammenhold med Google Map Satellit fra 2021. Træk i <> for at se forskellen.
Smørumovre har bevaret meget af sin oprindelige by med mindre ændringer.
Smørumnedre
Smørumnedre skiller sig ud fra de 4 andre landsbyer i lokalområdet Ledøje-Smørum. Fra at være en meget lille landsby, er Smørumnedre vokset til en by af anseelig størrelse i areal og bygninger. Jeg har derfor valgt, at dele Smørumnedre op i flere scenarier.
Smørumnedre landsby fra 1930 luftfoto (desværre dårlig kvalitet) og igen fra 2021 med Google Map Satellit. Træk i <> for at se forskellen.
Lad os zoome lidt ud, og se den sydlige del af Smørumnedre, med Smørumnedre landsby øverste til venstre i billedet. Vi sammenligner igen med 1930 luftfoto mod 2021 Google Map Satellit. Der er sket en voldsom udbygning af byen.
Den nordlige del af Smørumnedre med et luftfoto fra 1929, hvor Måløv kan ses øverst i højre hjørne og Frederikssundsbanen som en bue nedenunder. Bemærk, at den nuværende Frederikssundsvej ikke var lavet i 1929.
Her ses igen, hvilken stor udvikling Smørumnedre har undergået. Landbrugsjord er nu beboelsesområder.
Nybølle
Nybølle fra 1947 på historisk kort (har ikke fundet luftfoto af ældre årgang) og igen i 2021 med Google Map Satellit. Træk i <> for at se forskellen.
Det gamle Nybølle har ikke været præget af store ændringer.
Kort mod kort
Nu prøver vi med gamle kort, holdt op imod nye kort.
Smørumovre
Et historisk kort fra 1899 sammenlignes med nyt kort fra 2021.
Smørumnedre
Lad os se på Smørumnedre. Her kan vi set et historisk kort fra 1899, holdt op imod et kort fra 2021. Forandringen er virkelig til at få øje på.
Hove
I Hove har udviklingen heller ikke været så voldsom som i Smørumnedre. Historisk kort fra 1899 og nyt kort fra 2021.
Ledøje
Ledøje har haft lidt mere forandring end Hove. Det kan ses på historisk kort fra 1850 og nyt kort fra 2021.
Nybølle
Nybølle har kunne bevare meget af sit præg fra tidligere tider. Historisk kort fra 1899 af Nybølle og kort fra 2021 af Nybølle til sammenligning.
Bemærk: Den opmærksomme læser vil have bemærket, at kortene ikke altid passer helt på mm. Det er ikke helt lige til, at få gamle kort og luftfotos til at passe helt til nyere kort og satellitbilleder. Men jeg håber, at læseren alligevel får et indtryk af forskellene fra dengang til nu.
Her til sidst kommer lidt statistik. Ifølge Trap Danmark boede der i Smørum sogn (med byerne Smørumnedre, Smørumovre, Hove og Nybølle) i alt 829 personer i 1916 fordelt på 194 gårde og huse. I dag 2021 fortæller sogn.dk, at i Smørum sogn bor der 10.856 personer per 1. januar 2021. Så udviklingen i befolkningstallet har været ganske betydeligt.
Ifølge Trap Danmark boede der i Ledøje sogn (med byen Ledøje) i alt 458 persone i 1916 fordelt på 109 gårde og huse.
I dag 2021 fortæller sogn.dk, at i Ledøje sogn bor der 935 personer per 1. januar 2021. Så her har befolkningsudviklingen ikke været helt så markant.
Kilder:
Trap Danmark Bind II fra 1920, G. E. C. Gads forlag https://sogn.dk/smoerum/fakta-om-sognet/ http://sogn.dk/ledoeje/fakta-om-sognet/ Google Map Satellit billeder 2021 https://www.openstreetmap.org/#map=6/56.188/11.617 Danmark set fra luften: http://www5.kb.dk/danmarksetfraluften/#zoom=10&lat=55.3&lng=10.4 ophav Geodætisk Instituts Luftfotosamling Historiske kort på nettet: https://hkpn.gst.dk/