Sådan fik Ormehøj sit navn?
Af Inga Nielsen
Ormehøj ligger på golfbanen syd fra Skebjergvej. Det er den eneste høj, der er tilbage af en gruppe på syv. De øvrige høje kan kun ses som svage buler i terrænet. Arkæologer udgravede fire af højene i 1946, og i dem alle blev der fundet rester af grave og tilhørende gravgaver. Den ældste høj er fra slutningen af bondestenalderen, og den yngste er fra midten af bronzealderen. Måske er det stedets ledende familie, der gennem mange generationer har begravet deres døde i denne gruppe af høje.
Der findes et sagn, som forbinder Smørum Kirke med Ormehøj. John Worm Pedersen, der er født i Smørumovre, fortæller, at han som barn har hørt følgende: ”Da kirken i 1100-tallet stod færdig, lagde der sig en orm omkring den, så ingen kunne komme hverken ind eller ud. På et råd fra en af byens ældste fodrede man i syv år i træk en tyrekalv med sødmælk, for kun et sådant dyr ville blive stærkt nok til at nedkæmpe ormen. Efter at de syv år var gået, blev tyren sluppet løs på ormen, som blev dræbt. Den døde orm blev derefter slæbt udenfor bymarken øst for landsbyen og begravet i Ormehøj. (Orm = slange = det onde).
Det fortælles, at ungdommen sidenhen mødtes om sommeren til dans ved Ormehøj. Derfor er den af ældre på egnen kendt som Dansehøj.
Her ligger Ormehøj:
Ormen indgår i den nordiske mytologi, hvor den symboliserer det onde. Bedst kendt er Midgårdsormen, der er så stor, at den omspænder hele verdenshavet og bider sig selv i halen. Den er endt her, fordi Odin og aserne kastede den i havet for at drukne den, så de kunne blive fri for bæstets ondskab på land.
To gang møder guden Thor Midgårdsormen. Første gang i Udgård, hvor han forsøger at løfte en kæmpekat. Det kan han ikke, for det viser sig, at det i virkeligheden er Midgårdsormen. Anden gang er på en fisketur, hvor Thor får lokket Midgårdsormen frem og vil dræbe den med Mjølner, men heller ikke det lykkes. En mægtig vølve har imidlertid spået, at de to skal mødes en tredje gang ved Ragnarok og her udkæmpe det endelige slag.
Hørningplanken er et fragment fra en trækirke, som gik forud for stedets stenkirke. Dyreornamenter var meget vigtige i vikingetidens kunst, og ofte indgik ormen heri. Foto: Nationalmuseet.
Opdateret 10-03-2021